Marvel har udsendt tre featuretter dedikeret til tre af nøglefigurerne i deres nye animerede tv-serie “Wolverine and the X-Men”, som er en ny indgangsvinkel til det kendte tegneserieunivers om de berømte mutantsuperhelte.

Featuretterne, der tager et nærmere kig på henholdsvis Iceman, Storm og Cyclops, kan ses hos IESB.net.

“Wolverine and the X-Men” begynder, da X-Men bliver ramt af en eksplosiv tragedie, der fratager dem deres mentor, Professor X. De besejrede helte – deriblandt Beast, Storm, Cyclops og Nightcrawler – beslutter at droppe deres organisation, men får derpå et glimt af fremtiden, hvor verden ligger i ruiner og kaos.

De erfarer, at planetens fremtid afhænger af deres vedblivende kamp, så nu må den legendariske Wolverine overtage ledelsen af X-Men på en mission for at forhindre verdens undergang, mens de samtidig også må tage sig i agt for den ondsindede Magneto og hans broderskab af mutanter.

Serien, der desuden byder på et kæmpegalleri af mutanter inden for det omfangsrige tegneserieunivers, er instrueret af Steven E. Gordon, der tidligere har arbejdet på serien “X-Men: Evolution”.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: