Filmsiden ComingSoon.net kan fremvise et nyt billede af Kristin Kreuk som den kamptrænede kineserpige Chun-Li i “Street Fighter: The Legend of Chun-Li”, 20th Century Fox’ nye filmudgave over Capcoms populære kampspilsserie.
Neal McDonough ses i rollen som filmens hovedskurk, den magtfulde leder af Shadaloo-syndikatet, M. Bison, mens Taboo fra gruppen Black Eyed Peas spiller den forfængelige og maskeklædte spanske ninja Vega. Michael Clark Duncan spiller den brutale bokser Balrog, Chris Klein (“American Pie”) er løjtnant Charlie Nash, mens Robin Sho (“Mortal Kombat”) har fået rollen som Chun Lis mentor, Gen.
Filmen om den kinesiske kung fu-piges eventyr er ikke det eneste projekt, som Capcom har planlagt i forbindelse med 20-års jubilæet for den populære spilfranchise. Til næste år udsender spilgiganten også det længe ventede “Street Fighter IV” til diverse spilkonsoller.
“Street Fighter”-filmen, der ikke vil være forbundet med den tidligere udskældte Universal-filmatisering, vil være klar i biograferne til april næste år.