I årevis har der huseret rygter om en ny “The X-Files”-film, der tager udgangspunkt i den populære tv-serie “Strengt fortroligt”, som stoppede efter ni års kørsel tilbage i 2002. Flere gange synes projektet at være blevet givet grønt lys, og skuespillerne David Duchovny og Gillian Anderson har ofte udtrykt interesse for projektet, men produktionen har aldrig fået luft under vingerne. Men nu skulle det være officielt: Empire rapporterer, at optagelserne til filmen går i gang i Vancouver, Canada, 10. december i år.
Tv-serien handlede om FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully, som jagtede alskens monstre og rumvæsner, mens de forsøgte af afsløre en verdensomspændende sammensværgelse. Om filmen vil fortsætte, hvor serien slap, eller berette en enkeltstående historie (hvilket Duchovny tidligere har antydet) vides ikke.
Seriens første fem sæsoner blev i øvrigt også optaget i Vancouver, og seriens skaber, Chris Carter, skal angiveligt selv instruere filmen. Carter har aldrig instrueret en spillefilm før, men han har været Emmy-nomineret for bedste instruktion i forbindelse med “The X-Files” tv-serien.
Den første “The X-Files”-spillefilm udkom i 1997, men det vides endnu ikke, hvornår efterfølgeren får biografpremiere.
#11 filmz-Sifodyas 17 år siden
sifodyas.eu
#12 Bardoboy 17 år siden
#13 The Insider 17 år siden