Oscar Isaac har i årevis været afvisende over for at vende tilbage til ‘Star Wars’ universet, hvor han spillede den charmerende X-wing pilot Poe Dameron i den nye trilogi. Men nu lyder tonen anderledes – dog med en markant betingelse.

I et nyt interview med GQ fortæller Isaac, at han ikke længere udelukker at genoptage rollen. Han kommenterer også sit tidligere, nu berømte citat om, at han kun ville vende tilbage “hvis han havde brug for et nyt hus”.
“Ja… det var et ret sympatisk citat,” siger han ironisk. “Nogle gange siger man noget, uden at tænke så meget over det. Det lød… ja, lidt arrogant.”

I dag er han mere åben, men ikke uden forbehold: “Jeg er åben for det,” siger han, “men lige nu er jeg ikke så åben for at arbejde med Disney.”
Han uddyber: “Hvis de kan finde ud af det, og, du ved, ikke bukke under for fascisme, så ville det være fantastisk.”

Kommentarerne kommer i kølvandet på uro i mediehuset, efter at ABC og Disney midlertidigt suspenderede Jimmy Kimmel fra hans talkshow som følge af værtsens udtalelser om den konservative debattør Charlie Kirk. Isaac gav interviewet kort efter suspensionen, som skabte debat om ytringsfrihed og politisk kontrol i store mediekoncerner.

Oscar Isaac spillede Poe Dameron i både ‘The Force Awakens’ (2015), ‘The Last Jedi’ (2017) og ‘The Rise of Skywalker’ (2019), samt lagde stemme til karakteren i animationsserien ‘Star Wars Resistance’. Han har desuden arbejdet for Disney via Marvel-serien ‘Moon Knight’, hvor han også var executive producer.

Hvorvidt han vender tilbage til en fjern, fjern galakse, afhænger nu ikke af karrieren – men af kultur og politik bag kulissen.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: