J.J. Abrams’ kommende “Star Trek 2” er et af de mest populære emner på Hollywoods rygtebørs i øjeblikket. Benicio Del Toro har angiveligt netop droppet filmen, mens unge Alice Eve officielt blev føjet til rollelisten forleden.
Se også: Alice Eve slutter sig til “Star Trek 2″.
Nu rapporterer filmmagasinet Variety, at Peter Weller, som især er kendt som den delvist mekaniske ordenshåndhæver i Paul Verhoevens “RoboCop”, også medvirker i fortsættelsen til den enormt succesfulde “Star Trek” fra 2009.
Dette er faktisk ikke første gang, at Weller drager dristigt ud i verdensrummet i “Star Trek”-regi. I 2005 medvirkede Weller i to afsnit af tv-serien “Star Trek: Enterprise”, hvori han spillede John Frederick Paxton – lederen af en magtfuld og racistisk organisation, der kæmper for at holde Jorden ude af et samarbejde med verdensrummets andre racer.
Afsnittene foregår omtrent 100 år før “Star Trek 2”, så Weller gentager næppe sin gamle rolle, men måske spiller han Paxtons oldebarn? Den første films hovedrolleindehavere vender også tilbage: Chris Pine, Zachary Quinto, Karl Urban, Simon Pegg, John Cho, Anton Yelchin og Zoe Zaldana. Filmen kan ses i biograferne fra maj 2013 i 3D.
#1 Blacksanta 12 år siden
#2 The Insider 12 år siden
#3 Blacksanta 12 år siden
#4 The Insider 12 år siden
#5 Lars.dk 12 år siden
#6 Therien 12 år siden
#7 Geekalot 12 år siden