I fredags blev PIX’s hovedpris, New Talent Grand PIX, givet til schweiziske Ramon Zürcher for filmen “The Strange Little Cat”, og publikumsprisen røg i hænderne på Felix Van Groeningen, som stod bag det belgiske drama “The Broken Circle Breakdown”. Men PIX er dog langtfra slut. Festivalen fortsætter nemlig tre dage endnu.
Se også: Årets CPH PIX-vindere annonceret – og Filmz vurderer med!
Foruden sjove film-events (såsom en filmisk løbetur gennem Københavns gader og en abstrakt, electronica støjrock-koncert) viser PIX også en række film, der har trukket fulde huse under festivalen. Der er nemlig blevet arrangeret en række ekstravisninger mandag, tirsdag og onsdag.
Hvis du var en af de mange, der missede dem i første omgang, kan du altså nå at sikre dig en billet. Der er blandt andre tale om PIX-vinderen “The Strange Little Cat”, Harmony Korines “Spring Breakers” og den hypede, sydkoreanske instruktør Park Chan-wooks første engelsksprogede film, “Stoker”.
Du kan se alle ekstravisningerne, og hvornår de spiller, ved at klikke her.