Pixar har et unikt projekt i støbeskeen disse dage, fra instruktøren bag filmen ‘Rød’.

Pixar er i fuld gang med at justere kursen. Efter en periode med blandede resultater fandt animationsgiganten igen melodien med Inderst Inde 2, der blev en massiv publikumssucces.

Nu tyder meget på, at studiet vil spille på to tangenter samtidig: velkendte universer og nye kreative eksperimenter.

Branchemedier og Disney-kilder peger i samme retning. Arbejdet på Monsters, Inc. 3 er i gang, samtidig med at Pixar forbereder noget, studiet aldrig tidligere har kastet sig ud i: en rendyrket musical.

Det afslører insider-mediet, InsideTheMagic.

Pixar har i årevis været kendt for at levere originale historier, men fortsættelser har også vist sig at være solidt publikumsstof. Succesen med Inderst Inde 2 bekræftede, at publikum stadig gerne vender tilbage til universer, de allerede kender.

Planerne om Monsters, Inc. 3 passer derfor godt ind i strategien. Universet om Mike og Sulley har længe haft en trofast fanskare, og rygterne om en ny film har cirkuleret i flere år. Nye rapporter fra branchen tyder nu på, at projektet for alvor er under udvikling.

Pixar satser dermed både på nostalgi og på karakterer, der allerede har bevist deres værd hos publikum.

Pixar går musical-vejen

Parallelt med de velkendte monstre arbejder studiet på noget helt nyt. Pixar udvikler nemlig sin første fuldskala musical.

Instruktørstolen er givet til Domee Shi, der tidligere stod bag kortfilmen Bao og spillefilmen Rød. Begge projekter gjorde hende til en markant stemme hos Pixar med en stil, der kombinerer farverige figurer, humor og historier om familie, identitet og opvækst.

Men musicals er ikke bare nyt for Shi, men for hele studiet i sig selv. Pixar har tidligere brugt musik som en vigtig del af fortællingen i film som Sjæl og Coco, men forskellen er afgørende: de havde musik som en central del af universet. Karaktererne optrådte med musik, fordi historien handlede om musik.

Musicalformatet fungerer anderledes. Karakterer bryder pludselig ud i sang for at udtrykke følelser eller tanker, præcis som man kender det fra klassiske Disney-film.

Pixar har normalt holdt sig fra den formel. Disney Animation har til gengæld haft stor succes med netop musicalformen i film som Frost, Vaiana og Encanto.

Hvornår den nytænkende musical rammer det store lærred, vides endnu ikke.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: