Ti år efter premieren på ’10 Cloverfield Lane’ antyder instruktør Dan Trachtenberg nu, at han potentielt kan vende tilbage til det sci-fi-univers, der udsprang af ‘Cloverfield’.

Trachtenberg spillefilmdebuterede i 2016 med den klaustrofobiske thriller, der fungerede som en slags åndelig efterfølger til Matt Reeves’ found-footage-hit fra 2008, produceret af J.J. Abrams’ selskab Bad Robot. Hvor originalen var kaotisk monsterfilm i håndholdt stil, var 10 Cloverfield Lane en intens kammerspilsthriller om paranoia og psykologisk magtspil mellem Mary Elizabeth Winstead og John Goodman i en bunker.

Filmen blev en solid succes med en global indtjening på omkring 110 millioner dollars mod et budget på blot 15 millioner og cementerede Trachtenberg som et markant navn inden for genrefilm.

I et nyt interview fortæller instruktøren, at idéen om at vende tilbage til Cloverfield-universet opstod spontant under samtaler om fremtidige projekter. Han understreger, at det ikke var årsagen til hans nye aftale med Paramount, men at døren bestemt ikke er lukket. Han har fortsat kontakt med folkene bag Bad Robot og J.J. Abrams, og muligheden eksisterer.

Samtidig har Trachtenberg travlt andetsteds. Efter succesen med Prey – hans roste bud på Predator-franchisen – har han lige været aktuel med Predator: Badlands, og han har tidligere slået fast, at universet fortsat har hans fulde opmærksomhed.

Hans styrke ligger i at tage etablerede franchises og give dem en personlig, intens og visuelt ambitiøs drejning. Spørgsmålet er derfor ikke kun, om Cloverfield vender tilbage – men hvordan Trachtenberg i givet fald vil gentænke universet endnu en gang.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: