Han har netop indgået aftale med Sony Pictures om sin niende film, der får Manson-mordene som ydre ramme i en film i stil med “Pulp Fiction”. Den tiende – og sidste – film fra Quentin Tarantinos instruktør-hånd kan blive “Star Trek”.
Se også: Sony Pictures lokkede Quentin Tarantino med kreativ kontrol for at få #9
Det er Deadline, der skriver, at Tarantino har delt sin idé til en “Star Trek”-film med J.J. Abrams og Paramount.
Efter sigende er idéen så god, at Paramount er ved at sammensætte et manuskripthold, der skal forsøge at gøre Tarantino-udspillet mere konkret.
Hvis idéen bliver til et manuskript, så skal Tarantino måske instruere, imens Abrams producerer.
Netop J.J. Abrams er købt fri fra Paramount og “Star Trek”-franchisen af Disney til at instruere “Star Wars: Episode IX”. Derfor mangler Paramount en profil til at føre franchisen videre.
Tarantinos aktuelle #9-projekt er gået til Sony Pictures mod lovning om kreativ frihed til Tarantino. Spørgsmålet er så, om Paramount mon vil give instruktøren samme frihed til en “Star Trek”-film?
Quentin Tarantino har udtalt, at han stopper karrieren efter sin film nr. 10. Og det kan altså meget vel blive med “Star Trek”.