“Star Wars”-universet har netop fået endnu en vellavet, medrivende og storslået trailer – vi må bare krydse fingre for at “Andor” kan leve op til teaserens høje niveau.
Efter først at have optrådt i den intense “Star Wars”-prequel, “Rogue One: A Star Wars Story”, genforenes vi inden længe med Diego Luna som Cassian Andor i rebelheltens egen serie.
“Andor” foregår dog (ikke overraskende, hvis man kender til prequel-filmens handling) flere år inden hændelserne i “Rogue One”. Serien fokuserer på Andor og hans skæbne som rebelhelt. Samtidig fortæller den historien om den voksende rebelske alliance, og hvordan de forskellige planeter og befolkninger blev involveret i oprøret, der i senere film skulle byde på problemer over for Kejseren.
I modsætning til de hidtidige “Star Wars”-serier tager “Andor” os tilsyneladende langt væk fra ørkenplaneten Tatooine, og med udgangspunkt i trailerens fantastiske skud og dens ofte frodige landskab, er det ikke en dårlig beslutning. Tilmed byder den episke trailer på en smagsprøve på masser af action, spionmissioner og politisk magtspil, hvilket i sidste ende forhåbentlig kommer til at udgøre endnu en fængslende “Star Wars”-fortælling.
Traileren genforener os med Lunas “Rogue One”-kollega Forest Whitaker, der endnu engang spiller Saw Gerrera. Derudover består castet af skuespillere som Stellan Skarsgård (“Dune”), Adria Arjona (“Morbius”), Fiona Shaw (“Harry Potter”-franchisen) og Anton Lesser (“Game of Thrones”).
Læs også: “Jude Law slutter sig til ny ‘Star Wars’-serie ‘Skeleton Crew’ fra Jon Watts”
Den Oscar-nominerede “Michael Clayton”-instruktør Tony Gilroy, der også var medforfatter på “Rogue One”, står bag den 12 episoder lange første sæson af “Andor”.
De første tre episoder af “Andor” får premiere på Disney+ den 21. september.