“The Wheel of Time” er Amazon Prime Videos første store fantasy-satsning, inden vi næste år får lov til at se “Ringenes herre”-serien.
Den første trailer til “The Wheel of Time” byder på en ny fantasy-verden at dykke ned i for fans af genren. Den er fyldt med magi, action og ikke mindst fantastisk scenografi og storslåede skud.
Rosamund Pike (“Gone Girl”) spiller Moiraine, et medlem af Aes Sedai, som er en magtfuld organisation bestående af kvindelige magikere. Hun fører en gruppe af fem unge mennesker på en verdensomspændende rejse, da hun fornemmer, at én af dem er reinkarnationen af Dragen — et utroligt mægtig individ, der er i stand til enten at redde eller ødelægge verden.
Serien er baseret på Robert Jordans succesfulde romanserie af samme navn, der strækker sig over 14 bøger. Den første blev udgivet i 1990, mens den sidste blev udgivet i 2013, seks år efter forfatterens død.
Sony Pictures Television og Amazon Studios er gået sammen om at bringe bøgerne til live i “The Wheel of Time”-serien. De to første episoder er instrueret af Uta Briesewitz, der har instrueret flere episoder af serier som “Jessica Jones”, “Altered Carbon” og “Stranger Things”.
Læs også: “Amazons ‘Ringenes herre’-serie får officiel premieredato samt et første billede”
De tre første “The Wheel of Time”-episoder får premiere på Amazon Prime Video den 19. november, hvorefter de udkommer ugentligt.