Den britiske skuespiller blev hurtigt konfronteret med rygterne om at være den næste 007 – men ville ikke bide på under pressemødet i Berlin.
Rygterne om, at Callum Turner kan være den næste James Bond, lever i bedste velgående – men skuespilleren selv holder kortene tæt ind til kroppen.
Under pressemødet for den nye film Rosebush Pruning på Berlin Film Festival blev Turner spurgt direkte ind til spekulationerne om, hvorvidt han skal overtage rollen som 007 i den kommende Bond-film, som instrueres af Denis Villeneuve for Amazon.
“Du har ret, det er meget tidligt at stille det spørgsmål,” svarede den 35-årige skuespiller med et smil. “Jeg kommer ikke til at kommentere på det.”
Hans medspiller Tracy Letts forsøgte at lette stemningen ved at jokke ind: “Undskyld, det er mig, der er den næste James Bond!” hvilket udløste latter i salen. Turner svarede tørt: “Tracy, jeg troede ikke, du ville sige noget.”
Rygterne om Turner som Bond er taget til i styrke, efter at Denis Villeneuve officielt er blevet sat i spidsen for den næste film i den ikoniske franchise. Hverken studiet eller Turner selv har dog bekræftet noget.
Rosebush Pruning er instrueret af Karim Aïnouz og byder desuden på navne som Riley Keough, Jamie Bell, Elle Fanning og Pamela Anderson.
Filmen følger fire velhavende amerikanske søskende, hvis familiedynamik langsomt krakelerer under vægten af hemmeligheder, magtstrukturer og generationskonflikter. Manuskriptet er skrevet af Efthimis Filippou, kendt for sit samarbejde med Yorgos Lanthimos.
Om Turner ender med at få licens til at dræbe, må tiden vise. Indtil videre holder han fast i sit ikke-svar – og Bond-rygterne lever videre.










