En syret kortfilm bliver til en tilsyneladende lige så syret – og noget mere rædselsfuld – serie på HBO Max.

Den kommende animationsserie “Scavengers Reign” har netop fået en ny mystisk trailer, der teaser den på én gang fantastiske og frygtindgydende sci-fi-verden, der er seriens omdrejningspunkt.

Her følger vi den overlevende besætning fra det beskadigede interstellare fragtskib Demeter, der er strandet på en smuk, men mystisk fremmed planet. Imens de kæmper for at finde deres skib og forsvundne besætningskammerater, viser planeten sig som et fjendtligt nyt hjem, der trives uden menneskelig forstyrrelse. I denne faretruende nye virkelighed må de overleve længe nok til enten at undslippe eller blive reddet – og det er tydeligvis lettere sagt end gjort.

Blandt seriens stemmeskuespillere finder vi Wunmi Mosaku (“Loki”), Alia Shawkat (“Arrested Development”), Sunita Mani (“Spirited”), Bob Stephenson (“Lady Bird”) og Ted Travelstead (“The Great North”).

Serien er baseret på den fængslende kortfilm “Scavengers”, og Joseph Bennett og Charles Huettner, der stod bag kortfilmen, er også seriens skabere.

“Scavengers Reign” får premiere på HBO Max den 19. oktober.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: