Det sidste DC-show på CW takker af efter fire sæsoner.

DC’s historie med det amerikanske netværk CW rækker hele vejen tilbage til 2000 med Superman-serien “Smallville”. Derfor er det også meget passende, at det er den såkaldte Man of Steel, der lukker festen.

Den sidste tilbageværende superhelteserie på netværket, “Superman & Lois”, slutter nemlig officielt med dens fjerde sæson, hvis 10 episoder får premiere i løbet af 2024. Det rapporterer flere amerikanske medier, heriblandt Variety.

Serien, der så dagens lys i 2021, var oprindeligt tiltænkt som en del af DC og CW’s “Arrowverse”, der startede med serien “Arrow” i 2012. Efter både timing og Covid 19-pandemien skabte besvær for en eventuel crossover event med de andre DC-serier, kom man dog frem til, at “Superman & Lois” ville fungere bedst i et parallelunivers til den primære tidslinje, som de andre serier altså foregik i.

Læs også: “Ny ‘Superman’-, ‘Supergirl’- og ‘Batman’-film på vej: James Gunn løfter sløret for de første 10 projekter i det nye DCU”

På trods af at vi inden længe må vinke farvel til CW’s bidrag til DC-arkiverne, er superheltestudiet langt fra færdig på seriefronten. Cheferne hos DC Studios, James Gunn og Peter Safran, er nemlig i gang med at udvikle serierne “Creature Commandos”, “Waller”, “Lanterns”, “Paradise Lost”, “Booster Gold” og ikke mindst anden sæson af John Cena-hittet “Peacemaker”. Samtlige af disse serier får premiere på HBO Max.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: