Filmmestrene er frustreret af vane, som alle os filmseere er skyldige i.
Biografmørket har fået benhård konkurrence fra lommen, og måden vi ser film på, er slet ikke den samme som før.
Folk kalder det “second-screen viewing”, og det betyder egentlig bare, at vi sjældent ser en film færdig uden lige at tjekke mobilen, scrolle på Insta eller ordne vasketøjet imens.
Mens streamingtjenesterne gnider sig i hænderne over de nye vaner, sidder Hollywoods absolutte elite tilbage med en ret flad fornemmelse og en frygt for, at den gode kunst drukner i overfladisk støj.
Instruktører bønfalder publikum
Store navne som Martin Scorsese og Steven Spielberg har været pænt meget ude med riven efter de små skærme. De mener, at mobiltelefoner og tablets simpelthen ikke kan levere den oplevelse, en film er skabt til at give.
Den nu afdøde David Lynch lagde heller ikke fingrene imellem, når snakken faldt på folk, der ser film på farten. Han mente direkte, at man tager røven på sig selv.
”Hvis du ser filmen på en telefon eller på din computer, vil du aldrig nogensinde opleve filmen. Du tror måske, du har oplevet den, men du bliver snydt.”
Martin Scorsese har også været ude med en bøn til sine fans om at gemme mobilen væk, hvis de rent faktisk vil have noget ud af hans værker.
”Jeg vil foreslå, at hvis du nogensinde vil se en af mine film – eller de fleste film – så lad være med at se den på en telefon, jeg beder dig.”
Det er efterhånden blevet så normalt at have en skærm nummer to kørende, at streamingtjenester som Netflix bliver beskyldt for at tilpasse deres film til, at vi alligevel ikke følger ordentligt med.
Der går rygter om, at cheferne beder manuskriptforfatterne om at lade karaktererne forklare alt, hvad de laver, mens de gør det. På den måde kan man følge med, selvom man kun kigger op en gang imellem.
Steven Spielberg har været en af de mest højlydte modstandere af streamingplatformenes indtog i de fine filmkredse. Han har tidligere kaldt mange af de her produktioner for “tv-film”, som slet ikke burde være med i ræset om de store priser som en Oscar. For ham og mange af de andre gamle drenge handler det om respekten for det håndværk, der kræver, at man rent faktisk kigger på skærmen for at forstå, hvad der foregår.
Det ser dog ikke ud til, at vi ændrer vaner lige foreløbig. Mens instruktørerne brokker sig over den manglende fokus, bliver filmene stille og roligt mere “baggrundsvenlige”, så de passer ind i en hverdag, hvor vi konstant bliver forstyrret af den næste notifikation.
