Indira Varma slutter sig til “Obi-Wan Kenobi” i en endnu ukendt rolle, meddeler Deadline.

Den engelske skuespillerinde er kendt fra tv-serier såsom Prime Videos “Carnival Row” og i særdeleshed HBO’s “Game of Thrones”, hvor hun spillede Ellaria Sand.

Nu bliver hendes næste store rolle altså i “Star Wars”-universet. Her skal hun spille side om side med de velkendte ansigter Ewan McGregor og Hayden Christensen.

McGregor genoptager i “Obi-Wan Kenobi” sin rolle som den titulære jedi, der var ét af lyspunkterne ved den ellers noget svingende “Star Wars”-prequel-trilogi. Christensen spiller igen Darth Vader.

Der vides endnu ikke meget om seriens plot, udover at den vil foregå imellem den tredje episode, “Revenge of the Sith”, og den fjerde episode, “A New Hope”.

Læs også: “Lucasfilm finder afløser til Star-Wars-serie om Obi-Wan Kenobi

Serien instrueres af Deborah Chow, som også har instrueret to episoder af den første “Star Wars”-serie på Disney+, “The Mandalorian”.

“The Mandalorian” har været spækfyldt med spændende karakterer, så med Chow ved roret er det bestemt ikke umuligt, at Indira Varma kommer til at blive en fantastisk tilføjelse til “Star Wars”-universet.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: