Under filmning af den populære 80’er klassiker, måtte politiet træde til.
Nostalgiens glød omkring 80’er-eventyr kan få selv hærdede Gen X’ere til at smile, men Richard Donners The Goonies bærer også en mindre kendt sidehistorie, som sjældent finder vej til de sædvanlige hyggesnakke om Amblin-tiden.
Publikum husker typisk piratskatte, skrigende unger og Rube Goldberg-lignende fælder, mens virkeligheden bag kulisserne i Astoria, Oregon på et tidspunkt balancerede faretruende tæt på katastrofe.
Amblin-æraens film var som regel synonym med trygt sommerbiograf-svøb, komplet med Spielberg-produceret godmodighed og en stemning, der kunne løfte selv den tristeste tirsdag. The Goonies passede perfekt ind i den opskrift. Historien om en flok venner, der håber at redde familiens hjem ved at jagte skjulte skatte, var skabt til energiske popcornpublikummer.
Alligevel gemmer produktionen på en episode, der får selv de mest overgearede filmsekvenser til at blegne.
Astoria-politiet blev under optagelserne kaldt ud til noget, der lød som ren actionfilm, men viste sig at være langt mere absurd. Ifølge en mundtlig historiegennemgang bragt af Willamette Week fortalte den pensionerede betjent Dave Johnson, at “der var nogen, der skød ud af vinduet på et hus”.
Alarmopkaldene tikkede ind, mens bilruder sprang, og folk på settet begyndte at forstå, at kuglerne ikke var special effects.
Spielberg blev hurtigt eskorteret væk i en politibil, før efterforskerne opdagede den rystende sandhed bag våbenmændene:
Johnson og kollegerne fandt to børn “8 eller 9 eller 10 år gamle”, som havde fået fingre i farens .22-riffel, mens forældrene var taget på hospitalet. Ifølge Johnson stod ungerne og “bare skød tilfældigt” ud gennem soveværelsesvinduet og anede ikke, hvorfor politiet reagerede voldsomt. De troede efter sigende, at de legede med et luftgevær.
Kuglerne havde ramt bilruder, og ifølge Johnson var der en situation, hvor “der var en lille, gammel mand, der slog græs, og de blev ved med at skyde efter ham og få jorden til at springe bag ham, men kunne ikke ramme ham”. Betjentene var mere end utilfredse med den forklaring.
Johnson beskrev øjeblikket som en af de situationer, hvor nakkehårene rejser sig.
Heldigt for alle involverede slap både filmhold og nabolag uskadt, og optagelserne kunne fortsætte uden flere kugleregnstilsvarende episoder. Flere år senere oplevede crewet bag Hudson Hawk lignende ubehag under optagelser på Brooklyn Bridge, hvor der også blev affyret skud fra ukendt hold.
