Med musikfilmen om Michael Jackson på trappen, har vi på redaktionen gravet dybt i skattekisten over lignende film – som alt for få kender til.
Hollywood har aldrig kunnet modstå en god historie om stjerner, der brænder for stærkt. Og nu hvor traileren til Michael — den kommende film om Michael Jackson — har ramt nettet, står det klart, at genren lever i bedste velgående. Musikbiografien er tilbage i rampelyset, og den bliver stadig ved med at finde nye måder at fortælle gamle myter på.
Bag de store titler og Oscar-magnetiske præstationer gemmer sig dog en række film, der aldrig fik den opmærksomhed, de fortjente. Nogle fordi de var for små, andre fordi de var for mærkelige. Fælles for dem er, at de formår at ramme det, mange af de store produktioner overser: følelsen af musik som noget mere end blot karriere og koks — noget menneskeligt, sårbart og uperfekt.
Her er seks musikfilm, du måske har overset, men som stadig synger langt højere, end billetindtægterne nogensinde gjorde.
Nicolais anbefalinger
Superstar: The Karen Carpenter Story (1987)
Nogen lavede en Barbie-film, længe før Greta Gerwig og Margot Robbie gjorde det populært i 2023.
Todd Haynes’ Superstar: The Karen Carpenter Story er ikke bare et portræt af en sangerinde – det er et eksperiment mod alt, hvad en biopic plejer at være. Alt er iscenesat med dukker, og alligevel føles filmen mere menneskelig end de fleste Hollywood-produktioner med levende skuespillere på sættet.
Historien kredser om Karen Carpenters korte liv og kamp mod anoreksi, men Haynes gør det uden sentimentalitet. Den stive plast og de døde øjne i Barbie-ansigterne bliver nærmest symboler på showbusiness’ sterile idealer.
Musikken – Carpenters’ sukkersøde harmonier – ligger som et tragisk ekko under overfladen.
Der er noget næsten ulovligt over oplevelsen, og det er der faktisk god grund til: filmen blev trukket tilbage af rettighedsproblemer og eksisterer nu mest som bootleg. Alligevel er den uundgåelig, hvis man vil forstå, hvorfor Haynes i dag regnes som en af USA’s mest originale filmskabere.
Superstar er kitsch og sorg blandet i lige dele vinyl og plastik.
Kan ses på YouTube
The Runaways (2010)
Nogle film sveder rock’n’roll ud af hver eneste scene, og The Runaways er én af dem.
Instruktør Floria Sigismondi kaster os direkte tilbage til 1970’ernes støvede glitterkaos, hvor teenagepiger med guitarer forsøgte at overleve i et musikmiljø, der stadig troede, at rock var for mænd.
Kristen Stewart spiller Joan Jett med permanent eyeliner og stålsat blik, mens Dakota Fanning tager turen fra uskyld til destruktion som Cherie Currie.
Der er ikke meget poleret Hollywood over det her – det lugter af cigaretrøg, dårlig backstage-kaffe og teenageoprør.
Filmen er ikke perfekt, men det er heller ikke pointen. Den handler om energi, ikke præcision. Om at stå på scenen med for små jeans og for store drømme. Og det er måske netop dér, The Runaways rammer rigtigt: som et kærlighedsbrev til ungdommens rå støj.
Kan ses gratis på filmstriben, eller lejes/streames på Viaplay.
Thirty Two Short Films About Glenn Gould (1993)
At beskrive Thirty Two Short Films About Glenn Gould er som at forsøge at forklare jazz: man skal høre det for at forstå det.
François Girard fortæller historien om den canadiske pianist ikke som et lineært biografisk forløb, men som 32 små fragmenter – stykker af et sind, et klaver, et unikt menneske.
Colm Feore spiller Gould, mens filmen nægter at lade én version stå alene. Nogle afsnit er rene dokumentariske bidder, andre er lyriske, næsten abstrakte meditationer over lyd og isolation. Alt sammen komponeret med samme matematiske præcision, som Gould selv lagde i sine Bach-fortolkninger.
Der er noget hypnotisk over det hele. Som om filmen selv spiller klaver med billederne. Resultatet er ikke for alle – men for dem, der lytter, er det et af de mest originale portrætter nogensinde skabt om en kunstner.
Thirty Two Short Films About Glenn Gould føles ikke som en film om musik, men som musik, nogen har forsøgt at fange på 7mm kamerafilm.
Kan ikke streames nogle steder i Danmark for tiden.
Jonas’ anbefalinger
‘Weird: The Al Yankovic Story’ (2022)
Den upålidelige fortæller har sjældent været mere… upålidelig.
Singer-songwriteren Al Yankovic har aldrig været bleg for at provokere. Ud over at lave satiriske musiknumre har han for omkring en snes år siden også gjort det på film i ‘Weird: The Al Yankovic Story’ – en biografisk fortælling, der dog skal tages med mere end ét gran salt.
Her bliver historien om hans “liv” skruet helt ud i det absurde: Han dater Madonna, skyder Pablo Escobar og udgiver albummet ‘Worse’ før Michael Jackson laver ‘Bad’. Det hele er selvfølgelig bevidst overdrevet.
Filmen parodierer biopic-genren, særligt film som ‘The Doors’, ‘Bohemian Rhapsody’ og ‘Walk the Line’. Og det fungerer. Det er selvironisk, legende og mere kærligt drilsk end egentlig hånligt.
Det hjælper også, at Weird Al har fået fyldt castet med store navne. Ud over selv at dukke op som sin egen manager, medvirker blandt andre Conan O’Brien, Jack Black, David Dastmalchian, Rainn Wilson og Patton Oswalt. Og så spiller Daniel Radcliffe Weird Al selv – endda med imponerende musikalitet og harmonika spil.
‘Weird: The Al Yankovic Story’ kan ses på Filmstriben.
‘Love & Mercy’ (2014)
Og nu til noget helt andet.
Hvis man søger en musikfilm, der er mere karakterstudie end komedie, er ‘Love & Mercy’ det oplagte valg.
Filmen handler om forsangeren i ‘The Beach Boys’, Brian Wilson, og fokuserer på to perioder i hans liv: tilblivelsen af det banebrydende album Pet Sounds i 60’erne og hans mentale sammenbrud i 80’erne, hvor psykologen Eugene Landy kontrollerede ham intensivt.
Brian Wilson spilles af Paul Dano i 60’erne og John Cusack i 80’erne – begge leverer stærke og sårbare præstationer. Paul Giamatti er fremragende som den manipulerende psykolog Landy.
Filmen er instrueret af Bill Pohlad som ikke har det største bagkatalog bag sig som instruktør, men som producer har han stået bag værker som ’12 Years a Slave’, ‘Brokeback Mountain’, ‘The Tree of Life’ og ‘Into the Wild’.
‘Love & Mercy’ kan lejes på flere streamingplatforme.
‘Better Man’ (2024)
Hvem bedre til at spille Robbie Williams end… en abe?
Det lyder vanvittigt, men ‘Better Man’ bruger netop dette greb for at fortælle, hvordan Robbie altid har følt sig anderledes, fremmed og på kanten af sin egen identitet. Og det virker.
Filmen skildrer hans opvækst i en britisk middelklasseby, med en far der levede og åndede for scenekunst, Sinatra og showmanship. Det står hurtigt klart, at Robbie var skabt til rampelyset. En audition til boybandet Take That bliver startskuddet til en vild rutsjebanetur: superstjernestatus, stoffer, kvinder, mentale sammenbrud og en solokarriere der både løftede ham — og næsten smadrede ham.
Fortællingen udspiller sig som en jukebox-musical, hvor Robbies største hits synges direkte ind i scenerne — ikke kun på scenen eller i studierne, men på gader, i biler og i ensomhedens kaos. Det skaber et følelsesmæssigt og teatralsk flow, der gør filmen både intim og bombastisk.
Filmen havde ikke haft den samme charme eller tiltrækningskraft, hvis ikke man havde taget det kreative valg at skildre ham som en chimpanse. Det er forfriskende og hjælper os med at forstå, hvor anderledes og udenfor Robbie Williams ofte har følt sig. Det gør den ellers rutinepræget dramaturgi original og spændende at se på.
Filmen er instrueret af Michael Gracey (‘The Greatest Showman’), og Robbie Williams lægger selv stemmen til sin karakter.
‘Better Man’ kan ses på Amazon Prime.
