Længe før Peter Jackson fik fingrene i Tolkiens bogserie, arbejdede Kubrick og drengene fra Liverpool på en filmatisering.
Forestillingen om John Lennon som et hvæsende kryb og Paul McCartney med behårede hobbitfødder lyder måske som resultatet af en lidt for heftig aften på klubberne i Liverpool.
Alligevel var det præcis den virkelighed, der lurede i kulissen tilbage i 1960’erne, da verdens største band kastede deres kærlighed på J.R.R. Tolkiens univers.
De fire musikere var nemlig fast besluttede på at bringe Ringenes Herre til det store lærred med dem selv i de bærende roller.
Idéen opstod hos John Lennon, der var totalt opslugt af kampen om Midgård. Planerne var så fremskredne, at rollerne allerede var fordelt internt i gruppen.
Paul McCartney skulle bære ringen som Frodo, mens Ringo Starr var udset til at være den trofaste Sam. George Harrison skulle have gemt sig bag Gandalfs store skæg, og John Lennon selv havde udset sig den mest bizarre rolle af dem alle: det plagede væsen Gollum.
Kubrick pegede tommelfingeren ned
Drømmen var at skabe en psykedelisk storfilm, der kunne matche deres musikalske eksperimenter.
Beatles-drengene vidste godt, at de havde brug for en tung instruktør til at styre slagets gang, og blikket faldt naturligt på Stanley Kubrick. Han var på det tidspunkt kendt for sin ekstreme visuelle stil, men perfektionisten takkede nej til det vilde tilbud.
Kubrick vurderede, at bøgernes omfang var alt for massivt til at kunne blive filmatiseret ordentligt med datidens teknik. Han frygtede simpelthen, at resultatet ville blive for rodet og umuligt at kontrollere.
Forfatteren bag mesterværket var dog den største stopklods for det musikalske filmprojekt. J.R.R. Tolkien sad stadig på rettighederne, og han var overhovedet ikke begejstret for tanken om, at en popgruppe skulle rode med hans livsværk. Han nedlagde veto mod hele foretagendet, hvilket knuste bandets drømme om at indtage biograferne som hobbitter.
Ringenes Herre forblev derfor ufilmatiseret i mange årtier endnu, og fans må i dag nøjes med at fantasere om, hvordan lydsporet til Mordor kunne have lydt i hænderne på The Beatles.
