Vanvittige actionscener, karikerede mordere og underholdende intriger er tilbage med den nyeste trailer til “The Continental”.

Ian McShane har igennem fire hæsblæsende “John Wick”-film spillet rollen som hotelmanager Winston Scott til UG. Nu giver han stafetten videre til “Ambulance”-skuespiller Colin Woodell, som spiller en yngre udgave af fanfavoritten.

Fans af “John Wick”-franchisen kan nemlig fryde sig over, at det veludviklede lejemorderunivers inden længe udvides med en tur tilbage til 1970’ernes New York.

Her følger vi Scott, der må navigere “John Wick”-universets mystiske underverden fyldt med dusørglade contract killers i hans forsøg på at indtage lejemorderhotellet og -fristedet The Continental, som styres af Mel Gibson-karakteren Cormac.

“The Continental” fortælles over tre episoder, hvor det første og sidste afsnit instrueres af “The Good Lord Bird”-instruktør Albert Hughes. Andet afsnit instrueres af “The Lord of the Rings: The Rings of Power”-instruktør Charlotte Brändström.

Serien er skabt af Greg Coolidge, Kirk Ward og Shawn Simmons, mens der er spækket med gamle kendinge på listen af executive producers. Her ser vi både Chad Stahelski, der har instrueret samtlige “John Wick”-actioneventyr og David Leitch, der var medinstruktør på franchisens første film. Derek Kolstad, som skrev på de første tre film, er også med på EP-holdet.

Læs også: “Første udgave af ‘John Wick: Chapter 4’ varede knap 4 timer”

Den første episode af “The Continental” får premiere den 22. september på Amazon Prime Video. De efterfølgende afsnit udkommer ugentligt.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: