CW’s Arrowverse løber sin æresrunde med den niende og sidste sæson af “The Flash”.

Otte år efter vi stiftede bekendtskab med Barry Allens lynhurtige alter ego kan vi begynde at forberede os på at skulle vinke farvel til Grant Gustin-superhelten. CW har nemlig valgt at runde serien af, når Sæson 9 slutter i 2023. Det rapporterer flere amerikanske medier, heriblandt Deadline.

Sæson 9 bliver med kun 13 episoder noget kortere end de hidtidige “The Flash”-sæsoner, der har spændt mellem 18 og 23 afsnit. Produktionen begynder i næste måned og har endnu engang Gustin i hovedrollen, mens også Iris West-Allen-skuespiller, Candice Patton, vender tilbage.

CW aflyste tidligere i år både “Batwoman” og “Legends of Tomorrow” og med afslutningen af “The Flash” betyder det altså også enden på netværkets oprindelige DC-univers, the Arrowverse, som begyndte med “Arrow” i 2012.

Læs også: “CW aflyser DC-serierne ‘Batwoman’ og ‘Legends of Tomorrow'”

Der er dog stadigvæk flere DC/CW-serier tilbage. “Superman & Lois”, der ikke er en del af det officielle Arrowverse, fik i marts en tredje sæson annonceret, mens der også er en “Gotham Knights”-serie på vej.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: