Vi har endelig fået det første blik på det amerikanske remake af Gustav Möllers “Den skyldige”.
Det er ikke længere Jacob Cedergren, der sidder bag røret, når Antoine Fuquas Netflix-thriller “The Guilty” ruller hen over skærmene den 1. oktober. Denne gang er det Hollywood-stjernen Jake Gyllenhaal, der er i fokus, og han ser ud til at være perfekt til rollen — hvad kunne man ellers have regnet med?
Læs også: “Denis Villeneuve genforenes med Jake Gyllenhaal om hemmeligt projekt”
Ud fra traileren virker filmen dog som en noget nær skud-for-skud-remake af den succesfulde danske thriller, selvom der dog er afvigelser — navnlig den opfindsomme inklusion af en skovbrænd for at lukke helikoptere ude af historien.
I “The Guilty” følger vi alarmcentraloperatør Joe Bayler (Gyllenhaal), der fra sin ende af telefonen forsøger at redde en kidnappet kvinde. Intet er dog, som det ser ud, og han arbejder mod tiden i forsøget på at finde frem til sandheden.
“True Detective”-forfatter Nic Pizzolatto står bag manuskriptet på det stjernespækkede remake, der udover Gyllenhaal tæller navne som Ethan Hawke, Paul Dano, Peter Sarsgaard, Riley Keough og Bill Burr.
Om filmen kan opnå den samme ros, som den danske succes-thriller, kan vi indtil videre kun håbe på.