Den sjoveste kedelige arbejdsplads er efter sigende på vej tilbage – men er det med det samme cast?
Reboots føles efterhånden som en uundgåelig virkelighed, som rammer de fleste populære film og tv-serier, når de har rundet et årti eller to. Derfor er det heller ikke nødvendigvis særligt overraskende, at “The Office” skulle være den næste serie, der står for skud.
Det amerikanske medie Puck kan nemlig fortælle, at US-udgaven af sitcommen, hvis originale version først så dagens lys i Storbritannien, tilsyneladende står over for en reboot med seriens skaber Greg Daniels ombord.
Om det er velkendte ansigter som Steve Carrells Michael Scott, John Krasinskis Jim Halpert og Rainn Wilsons Dwight Schrute, der sidder bag skrivebordene, eller om det der et nyt cast, vi skal regne med, meldes ikke.
Læs også: “Forfatterstrejke lakker mod enden: WGA finder frem til foreløbig aftale”
Hverken NBC, der stod bag den første omgang af den amerikanske “The Office”, eller Daniels har udtalt sig omkring rapporten, som er blevet understøttet af medier som Vulture og Daily Mail. Efter sigende skulle en officiel udmelding omkring rebootet dog udkomme, efter forfatterstrejkens officielle afslutning.