Dansk storfilm hyrer Trine Dyrholm til hovedrollen som Dronning Margrete den første.

Hun er blevet hyldet for sin hovedrolle i “Dronningen”. Nu skal Trine Dyrholm rent faktisk spille en ægte dronning i “Margrete den første”.

Der er tale om den danske film med størst statsstøtte nogensinde. 20 millioner kroner har instruktør Charlotte Sieling fået fra DFI til “Margrete den første”, der har et samlet budget på 60 millioner kroner.

Foruden Trine Dyrholm indeholder rollelisten navne som Søren Malling (“Kapringen”), Morten Hee Andersen (“Fred til lands”), Jakob Oftebro (“1864”), Bjørn Floberg (“Ud og stjæle heste”), Suzanne Reuter (“Familien Löwander”), Simon Berger (“Exit”), Magnus Krepper (“Dronningen”) og Thomas W. Gabrielsson (“En kongelig affære”).

“Margrete den første” handler om Danmarks første dronning, der i år 1402 står i spidsen for et nyt nordisk storrige. Margrete har samlet Danmark, Norge og Sverige i en union, som hun styrer igennem sin adoptivsøn, kong Erik.

Unionen er dog omgivet af fjender, og Margrete planlægger derfor et ægteskab mellem Erik og den engelske prinsesse Philippa. En alliance med England vil kunne styrke Kalmar-unionen og sikre den mod angreb. Men en konspiration er undervejs, der sætter Margrete i et umuligt dilemma, som kan koste hende alt.

Læs også ‘Dansk film om dronning Margrete slår rekord – statsstøtte på 20 millioner kroner‘.

Optagelserne til “Margrete den første” begynder til marts med premiere i 2021.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: