Anmelderne var næsten lige så vrede på “Angry Birds”-filmen som de animerede fugle, der medvirkede. Men penge taler det mest tydelig sprog af alle, så nu er “Angry Birds 2” på vej.
Se også: Ny app-film på vej: “Fruit Ninja” følger efter “Angry Birds”
Det er MovieWeb, der kan citere chefen hos Rovio, selskabet bag det populære app-spil, for at der nu er en sequel på vej.
Og det forstår man godt. “Angry Birds” kostede 73 millioner dollars at animere, hvilket kom mange gange i retur. Over 450 millioner dollars blev det til på verdensplan, hvilket vel selv kan få en vred fugl til at smile.
Filmz’ Anders Brendstrup havde dog ikke så meget at grine af, da han anmeldte “Angry Birds” tidligere på året:
”Da Red og uvennerne endelig bringer den velkendte slangebøsse i spil, er det i cirka fem minutter, indtil folkene bag indser, at det er sjovere, hvis man selv får lov til at skyde med den,” lød vurderingen, som resulterede i 3 stjerner.