Angry Birds

InstruktionFergal Reilly

MedvirkendeJason Sudeikis, Peter Dinklage, Josh Gad, Danny McBride

Længde97 min

GenreAction, Komedie, Animation

IMDbVis på IMDb

I biografen12/05/2016

Anmeldelse

Angry birds

3 6
Tre stjerner for første forsøg

For nogle år siden kunne man være sikker på, at enhver blockbuster blev efterfulgt af et halvdårligt computerspil, der levede på lånt licens og ikke meget andet. Nu er bøtten vendt. Der er snart ikke det succesfulde computerspil, der ikke skal hurtigmalkes til en franchise af legofigurer, drikkedunke og altså spillefilm. Desværre er de halvdårlige, ufokuserede produkter ikke forsvundet. De har bare byttet branche.

Den berygtede Mario-film fra 1993 slog tonen an og afholdt i nogle år filmproducenter fra overhovedet at forsøge. Men ønsket om at arbejde videre med en allerede etableret fanbase (og deres penge) er kraftig benzin. Fra “Mortal Kombat” og “Tomb Raider”, der i det mindste havde en slags karakterer med historie, er vi med “Pixels” og nu “Angry Birds” rykket frem til det åbenlyst spekulative. Man bruger ikoniske figurer som blikfang for en, i bedste fald, forglemmelig filmfortælling.

Motivet bag “Angry Birds” skulle være at forklare, hvorfor fuglene er blevet så sure. Det er altså IKKE at tjene penge på de folk, der i ti år har været ligeglade med, hvorfor fuglene er så sure, men som bare skulle bruge et hurtigt tidsfordriv, når de ventede på bussen. Det er i øvrigt også en tilsnigelse, for hovedpersonerne Red, Chuck og Bomb er fra starten sure og dømt til vredesterapi hos den mistænkeligt glade Matilda. De bedste 20 minutter er de første, hvor Reds sarkastiske reaktioner på sine ulideligt lykkelige artsfællers hippieliv fremkalder gode deadpan-øjeblikke.

Den sure og trætte (og derfor den nemmeste at elske) hovedperson er omgivet af bøvede kluddermikler. Det var den formel, der gjorde spillet mellem Gru og de gule minions så succesfuldt i “Grusomme mig”, og man forsøger sandsynligvis at ramme samme segment. Så skulle succesen også være sikret. Men ligesom i solofilmen om “Minions” taber fortællingen i “Angry Birds” retning i en masse pruttevitser. Især midterdelen flyver lige så lidt som sure fugle uden slangebøsse.

Det er her grisene kommer til fuglenes ø og snakker og snakker lidt mere og holder et cowboy-danseshow(?!). Deres leder, Leonard, er en af de mere uinteressante skurke. Hans forkromede plan går ud på at lave en omelet. Hvis man ikke havde gennemskuet det ved at spille spillet, er det derfor fuglene er sure. Da Red og uvennerne endelig bringer den velkendte slangebøsse i spil, er det i cirka fem minutter, indtil folkene bag indser, at det er sjovere, hvis man selv får lov til at skyde med den.

Relationen mellem film og spil virker temmelig overfladisk. Spillet er forfinet mekanik, gentagelse og ’lige et sidste forsøg på tre stjerner'. Filmen skal fremad og forsøger at gøre figurerne lidt dybere end ’den med æggebomber eller boomerangnæbbet'. Man finder aldrig balancen mellem at give os det velkendte rare og at fortælle noget nyt, så fokus bliver på det første. Det er der sikkert også flest penge i. Planerne for “Tetris: The movie” er vist allerede lagt.

Trailer

Kort om filmen

Tager os med ud til en øde ø, der udelukkende er befolket med lykkelige, men ikke flyvende fugle, næsten altså… I dette paradis på jord har Red, en rød fugl med et matchende temperament, den lynhurtige Chuck og den flygtige Bomb altid være anset som tabere. Men da deres ø en dag invaderes af mystiske grønne grise, bliver det (ret uventet) op til de tre outsidere at finde ud af, hvad de (grumme) grønne grise lige har gang i…