Prime Videos “Fallout”-serie har fundet én af sine ledende stjerner i “The Hateful Eight”-skuespiller Walton Goggins.
Tv-serien er en fortolkning af den ekstremt populære postapokalyptiske videospil-franchise, “Fallout”, der startede i 1997, og som siden da har fortsat til stor succes hos både kritikere og fans.
Serien tager, ligesom spillene, udgangspunkt i en verden, der er ødelagt som konsekvens af en atomkrig i år 2077. Flere år efter krigen findes der dog spredte kolonier af overlevere i den postapokalyptiske ødemark, mens også enkelte overlevere lever i bunkere.
Selvom Amazon ikke vil afsløre noget om Goggins’ rolle, fortæller Varietys kilder, at han blevet castet som en ghoul – et menneske, der som konsekvens af strålingen er blevet voldsomt vansiret, men som til gengæld nu er stort set immun over for radioaktivt nedfald.
Christopher Nolans bror, Jonathan Nolan, er executive producer sammen med sin “Westworld”-kollega Lisa Joy. Derudover agerer Nolan også instruktør på seriens første episode.
Det er inden for de seneste år blevet noget af en trend at lave populære videospil til tv-serier. Både HBO og Paramount er på vej med deres egne videospil-fortolkninger – hhv. “The Last of Us” og “Halo” –, mens også Netflix er i gang med at udvikle en “Assassin’s Creed”-serie.
Læs også: “HBO frigiver første billede af Joel og Ellie i ‘The Last of Us’-serie”
“Fallout” er en Prime Video-exclusive, men har endnu ingen premieredato.