Selvom Warner Bros. længe har gået med planer om at lave en fortsættelse til “Superman Returns”, kan filmselskabet nu bekræfte, at de i stedet vil starte helt forfra med deres franchise om Manden af Stål og reintroducere den ikoniske superhelt i et nyt filmprojekt.

“Superman Returns”, der blev instrueret af Bryan Singer, viste sig at være en økonomisk skuffelse for Warner Bros., som derfor nu helt har opgivet planerne om den direkte opfølger, “Superman: Man of Steel”, som de oprindeligt havde regnet klar til biograferne i 2009, hvis “Superman Returns” var blevet bedre modtaget.

Filmselskabet satser derfor på, at en Superman-filmatisering vil blive et hit, hvis man visker tavlen ren, ser bort fra de foregående film og starter helt forfra på eventyret om Kryptons sidste søn – formentlig på samme måde som Louis Leterriers “The Incredible Hulk” fungerede som et såkaldt reboot af Ang Lees “Hulk”.

Warner Bros. har tidligere fået enorm succes med Christopher Nolans reboot af “Batman”-filmfranchisen, “Batman Begins” og ikke mindst dennes fortsættelse “The Dark Knight”. MGM har ligeledes høstet stor markedsomsætning ved at genstarte deres 007-serie med “Casino Royale”.

Jeff Robinov fra Warner Bros. kan fortælle, at de allerede er ved at udvikle en række nye film baseret på DC Comics’ superhelte, og at han gerne ser, at disse projekter får samme dystre tone som i “The Dark Knight”.

”Vi forsøger at gøre filmene så mørke, som figurerne kan tillade det,” forklarer Robinov, der også vil sætte dette dystre præg på “Superman”.

Det forventes, at filmselskabet vil annoncere deres planer for fremtidige DC Comics-filmatiseringer over de næste par måneder. Som situationen ser ud nu, vil de udgive fire tegneseriefilmatiseringer inden for de næste tre år – inklusive en tredje “Batman”-film, den nye fortolkning af “Superman” og to endnu ikke offentliggjorte projekter, der fokuserer på andre DC Comics-figurer. Filmene om “Grønne Lygte”, “Lynet”, “Green Arrow” og “Wonder Woman” er alle i udviklingsfasen.



Vis kommentarer (61)
Gravatar

#61 filmz-medc 16 år siden

De burde lave "Red Son" eller "The death of superman", de kunne blive nogle fede film..

Skriv ny kommentar: