I weekenden formåede Jim Carrey-komedien “Yes Man” at snuppe førstepladsen med over $18 mio. i omsætning, hvilket i sig selv ikke var et stort resultat, men det var nok til at forpurre Will Smiths forsøg på at sætte rekord med flest film i træk, der går direkte på førstepladsen.
“Syv liv” omsatte ikke for mere end $16 mio., hvilket rækker til andenpladsen foran “Eventyret om Despero”, som omsatte for $10,5 mio.
“The Day the Earth Stood Still” tabte to tredjedele af sit publikum fra sidste weekend, hvor den lå nummer 1, og den $80 mio. dyre film er dermed oppe på en samlet omsætning på $48 mio.
“Four Christmases” krydsede de $100 mio., der gør, at den kan påtage sig titlen Blockbuster, mens “Quantum of Solace” langsomt forsøger at indhente “Casino Royale” som den bedst omsættende James Bond-film.
På torsdag er der premiere på Adam Sandlers “Bedtime Stories”, David Fincher-filmen “”Benjamin Buttons forunderlige liv”, Jennifer Aniston-komedien “Marley & Me”, Frank Millers solo-instruktørdebut “The Spirit”, den længe udsatte “Valkyrie” med Tom Cruise samt “Doubt”.