I den forgangne weekend formåede “Jagten på lykke”, med Will Smith som den bærende kraft, at slå roman-filmatiseringerne “Eragon” og “Charlottes tryllespind” i omsætning, på trods af, at de to sidstnævnte må antages at have en eksisterende fanbase, der har set frem til filmene.

“Jagten på lykke” omsatte for $26,5 mio. og skubbede dermed, som tidligere rapporteret, filmselskabet Sony op over rekorden de selv havde sat i 2002 for et enkelt studies samlede årsomsætning. Filmen kostede $55 mio. at indspille, og medmindre publikummet svigter filmen fuldstændigt, ser den ud til at kunne hente budgettet hjem uden de store problemer.

I kølvandet på succesen for “Ringenes herre” og “Harry potter” serierne kom i denne weekend “Eragon”, der med en omsætning på $23,2 mio. ikke når de to andre serier til sokkeholderne. Filmatiseringen af Christopher Paolinis roman kostede $100 mio., og filmen kan, hvis den finder et publikum over julen, have en chance for at hente budgettet hjem i USA alene.

“Charlottes tryllespind” havde en bred premiere, men tryllebandt ikke nok biografgængere til at kunne nå op og kæmpe om ugens førsteplads. Filmen, der er spundet over E.B. White romanen af samme navn, har kostet Paramount $85 mio. og har med en startomsætning på $11,5 mio. ikke fået en drømmestart. At filmen vil køre i biografen julen over har dog tidligere vist sig at kunne løfte en familiefilms omsætning betydeligt.

Sidste uges nummer 1, Mel Gibsons “Apocalypto”, er allerede i sin anden uge ude af top 5, og har haft et større omsætningsfald, end de film den slog i sidste uge. Således er “The Holiday” strøget forbi den, og har indtaget femtepladsen.

Den seneste måneds to største film rent omsætningsmæssigt, “Happy Feet” og “Casino Royale”, klarer sig begge stadig flot. “Happy Feet” er snart oppe på en totalomsætning på over $150 mio., mens “Casino Royale” er på vej mod samme milepæl.

I weekenden var der desuden snigpremiere på “Dreamgirls”, der fra kun tre biografer omsatte for $378.950, hvilket giver et imponerende gennemsnit på $126.316. Til sammenligning var der også premiere på Steven Soderberghs og George Clooneys “The Good German”, som fra fem biografer omsatte for $76.817.

I næste uge er der bred premiere på “Rocky Balboa”, “The Good Shepherd”, “Nat på museet” og “We Are Marshall”, mens “Black Christmas” og “Dreamgirls” ruller ud i biograferne juledag.

Weekendens US.-omsætningstal – uge 50, 2006:[list]1: ”Jagten på lykke”:
$26,5 mio. omsat i denne weekend, Premiere.
$26,5/$55 mio. (Totalomsætning/budget)
2852 biografer med $9.306 i gennemsnit.
2: ”Eragon”:
$23,2 mio. omsat i denne weekend, Premiere.
$23,2/$100 mio. (Totalomsætning/budget)
3020 biografer med $7.695 i gennemsnit.
3: ”Charlottes tryllespind”:
$11,5 mio. omsat i denne weekend, Premiere.
$11,5/$85 mio. (Totalomsætning/budget)
3566 biografer med $3.212 i gennemsnit.
4: ”Happy Feet”:
$8,4 mio. omsat i denne i weekend, -35% i forhold til sidste weekend.
$149,2/$100 mio. (Totalomsætning/budget)
3335 biografer med $2.506 i gennemsnit.
5: ”The Holiday”:
$8 mio. omsat i denne weekend, -37% i forhold til sidste weekend.
$25,1/$85 mio. (Totalomsætning/budget)
2614 biografer med $3.066 i gennemsnit.[/list]



Vis kommentarer (3)
Gravatar

#1 filmz-steadi 18 år siden

Rocky kommer til at vinde box office så grusomt næste uge:-D
Håber jeg da ihvertfald...

"Jagten på lykke" ser faktisk ret interessant ud, lad os se hvornår den kommer til DK.. har ikke lige gidet tjekk.
They caught a shark, not the shark. Big difference.
Gravatar

#2 Silver666 18 år siden

Jeg er faktisk lidt spændt på hvordan det kommer til at gå Balboa
.For reviews rundt omkring i USA til filmen er stortset kun positive ;)
Gravatar

#3 filmz-Narniabæver 18 år siden

Jeg troede at Charlotte's Tryllespind ville være på 1. pladsen.
Chip: Rescue Rangers, away!

Skriv ny kommentar: