Hvis det står til YouSee, skal danskerne snart have mulighed for at se biografaktuelle film hjemme i stuerne via video on demand på internettet, samme dag som filmene har premiere i biograferne. Det skriver Politiken.dk.

”TDC og YouSee sidder med 250.000 hjemmebiografsæder. Det er flere end i de danske biografer tilsammen. Dem vil vi gerne tilbyde et ordentligt indhold i form af premierefilm,” udtaler vicedirektør i YouSee, Ulf Lund, med reference til de af YouSees kunder, der får tv via bredbånd eller kabel-tv og har en digital boks.

I dag er det muligt at leje film, der er udkommet på dvd og Blu-ray, via YouSees video on demand-tjeneste, men denne tjeneste ønsker YouSee altså nu at udvide.

Formand for Danske Biografer, Kim Pedersen, mener, at det ville betyde døden for biograferne: ”Det er helt utænkeligt, at biograferne vil gå ind i det. Hvis vi gjorde det, ville vi lægge løkken om egen hals.”

YouSee vil dog gerne hjælpe de film, der eventuelt bliver en del af en sådan video on demand-tjeneste, økonomisk, og i næste uges mødes virksomheden med Det Danske Filminstitut for at diskutere muligheden for medfinansiering af film.

Filminstituttets administrerende direktør, Henrik Bo Nielsen, ser frem til mødet, men understreger, at det i sidste ende er producenter, distributører og biografejere, der bestemmer, hvornår en film kan sælges til video on demand. Dog er han åben over for nye modeller, hvoraf video on demand kunne være en del af løsningen, idet filmens gamle forretningsmodel er under pres.

Se også: Filmz indgår samarbejde med YouSee.



Vis kommentarer (61)
Gravatar

#61 DJAS 14 år siden

#60

Jeg er helt enig! :)

Det skal blive spændende hvor hurtigt teknikken forbedrer sig på alle debaterede områder!

Skriv ny kommentar: