Marvel teaser for tre kommende Marvel-serier til Disney Plus under Super Bowl.
Det var på forhånd ventet, at Marvel ville markere sig under nattens Super Bowl. Det skete.
I et stort ‘Big Game’-spot teasede de hele tre kommende MCU-serier til Disney+.
Først teases der for “The Falcon and the Winter Soldier”, hvor Sam Wilson/Falcon ses i aktion med Captain America-skjoldet, som Steve Rogers gav videre i “Avengers: Endgame”.
Her er der også selskab fra Bucky Barnes/Winter Soldier samt comeback til “Civil War”-skurken Nemo.
“The Falcon and the Winter Soldier” forventes at få premiere til august.
Hernæst er der et kort kig på “WandaVision”, hvor det nu er bekræftet, at serien leger med tv-formatet med forskellige sitcom-genrer op igennem historien – ligesom Vision tilsyneladende er tilbage, nu gift med Wanda.
“WandaVision” bliver efter sigende en nøgleserie i MCU med direkte tilknytning til “Doctor Strange in the Multiverse of Madness”, hvor Wanda/Scarlet Witch også medvirker.
“WandaVision” får premiere senere i 2020 på Disney+.
Endelig er der et kort klip fra “Loki”, hvor Tom Hiddleston er tilbage i titelrollen. Klippet bekræfter tilsyneladende, at der bliver tale om en tidsrejseserie.
Således er Loki iført en trøje med påskriften ‘TVA’, som er en forkortelse for Time Variance Authority.
TVA er en organisation, der holder styr på diverse tidslinjer i multiverset. I Marvel Comics-tegneserierne er TVA direkte knyttet sammen med Fantastic Four.
“Loki” er angiveligt forbundet direkte til både “Doctor Strange in the Multiverse of Madness” og “Thor: Love and Thunder” – premiere i foråret 2021.
Læs også ‘Marvel hyrer tvillinger – vil udforske forskellige typer sitcoms i “WandaVision”‘.
#1 CaGoDa 4 år siden
#2 Gorman 4 år siden