Der er nu fundet en afløser til Michael Clarke Duncans rolle i Robert Rodriguez’ “Sin City: A Dame to Kill for”, efter at den 54-årige Oscar-nominerede skuespiller døde tidligere i år af et hjerteanfald.
Se også: Michael Clarke Duncan død, 54 år.
Valget er faldet på Dennis Haysbert, som bl.a. er kendt for sine roller på tv som Jonas Blane i “The Unit” og præsident David Palmer i “24 Timer”. Duncan spillede lejesoldaten Manute i “Sin City”, en person som altså også dukker op i den kommende fortsættelse, men med Haybert i rollen i stedet.
I “Sin City: A Dame to Kill For” følger vi atter en masse triste skæbner i den gudsforladte by Basin City, hvor det både bliver til et gensyn med velkendte ansigter såvel som et indblik i en række nye personers liv.
Det er indtil videre bekræftet, at Mickey Rourke, Michael Madsen, Jessica Alba og Rosario Dawson vender tilbage i fortsættelsen. Filmen forventes ude i slutningen af 2013.
#21 Mr. Philosopher 11 år siden