Basin city sætter rammen for “Sin City”, der med sine fire fortællinger mest af alt har byen og det hårde miljø som hovedpersoner.

Frank Miller er kreatøren bag “Sin City” tegneserierne der startede i 1991 i antologi-serien “Dark Horse Presents”. Den hårdtslående Marv bliver beskyldt for mordet på den dejlige Goldie, på trods af at han har forsøgt at beskytte hende. Jo mere han undersøger baggrunden for drabet roder han sig blot ud i flere problemer. Selvom historien er den første der blev skabt i “Sin City” serien, foregår flere af Millers senere historier kronologisk før denne. Således begynder “Sin City” med historien “The Customer is Always Right”, en fantastisk indledning til universet og den tankegang byen repræsenterer.

Med voice-overs fra samtlige hovedpersoner og en visuel stil, der med de stilistiske sort/hvide billeder i høj kontrast er som grebet ud af tegneserien, er “Sin City” en slags moderne film noir. Genren består hovedsaligt af sort-hvide krimier fra 1930-50’erne, men bliver jævnligt genoplivet. Med sætningen ”This is the old days, the bad days, the all or nothing days: They’re back!” er det som om Marv velkommer noir genren tilbage, dog i en moderne variant med højere tempo og tilsat en god dosis tegneserievold.

De øvrige to historier der bliver fortalt i filmen er “The Big Fat Kill” med Clive Owen som de prostitueredes beskytter, Dwight, og ikke mindst “That Yellow Bastard”, hvor Bruce Willis gør det fantastisk i rollen som Basin Citys eneste ærlige betjent, Hartigan – en rolle der synes skræddersyet til ham. I det hele taget er filmen perfekt castet – Mickey Rourke er emminent som Marv og Elijah Wood tilfører en ubehagelighed som er sjældent set i rollen som Kevin.

Historierne om Marv og Hartigan er de mest involverende, hvor Dwights historie er en lidt mere overfladisk drengerøvsfortælling. Filmen underholder dog fra ende til anden og der er ikke noget at sige til, at duoen Rodriguez/Miller i det nye år har planlagt endnu en film baseret på flere af fortællingerne fra syndens by.

Robert Rodriquez er i storform – de gode takter han glimtvis har præsteret i sine tidligere film har med Frank Miller og Quentin Tarantinos hjælp givet os et stilet, visuelt mesterværk. Der er ikke blevet tegnet storyboards specifikt til filmen. Man har i stedet benyttet Frank Millers tegneserier som reference og det har resulteret i det til dato mest vellykkede forsøg på at overføre tegneserie til film.

Frank Miller har skabt en verden der ikke kun visuelt er sort-hvid. Samtlige karakterer er meget tydeligt enten helte eller skurke. Man må enten holde med dem eller hade dem, der er ingen middelvej. Hvis man kan acceptere det og lade sig forføre af det simplificerede univers, har man en stor oplevelse foran sig.

VideoI 1.85:1 aspect ratio står det anamorfiske transfer på “Sin City” som et skoleeksempel på et perfekt billede. Der er ingen fejl at spore og billedet står skarpt og roligt. De få farver der fremkommer i filmen er klare.

Filmens unikke visuelle stil er perfekt repræsenteret på denne dvd.

AudioPå lydsiden står valget mellem et Dolby Digital 2.0, et Dolby Digital 5.1 og et DTS-ES discrete lydspor, alle på engelsk. Der er dog ingen tvivl om hvad valget falder på, når det bedste af de tre skal udvælges. DTS-ES lydsporet er længder foran de to Dolby spor, både hvad angår bredde og nuancer i lydbilledet. Et glimrende lydspor der viser god aktivitet over hele linien.

Ekstramateriale”The Making of Sin City” er en 12 minutters dokumentar, der byder på en række korte kommentarer fra skuespillere og instruktører. Det er desværre en meget overfladisk gennemgang, der meget tydeligt består udelukkende af promotion materiale.
“The Making of Wallander” er et tv-spot til en ny svensk filmserie, der udover at være en krimi, ikke har nogen som helst relevans for denne udgivelse.

Tre trailere afslutter ekstramaterialet.

Ja, det var næsten for godt til at være sandt – denne dvd ville ganske enkelt være en fantastisk udgivelse hvis der var blevet fyldt lidt vedkommende ekstramateriale på skiven. Det havde været spændende om man havde benyttet lejligheden til at vise noget mere om originalmaterialet, eller måske noget om filmens skabelse som er foregået med 100% digitale baggrunde.

Film er blevet kaldt for visualiseringer af vores drømme, og hvis det er sandt, så må “Sin City” stamme fra et usædvanligt fælt mareridt – men et af den slags, man elsker at fortælle om. For “Sin City” er en exceptionelt hård, voldelig, og beskidt film, men den er imidlertid også genial i hele sin udførelse.

“Sin City” er baseret på Frank Millers tegneserie af samme navn. Serien strækker sig over adskillige historier, hvoraf tre udgør hovedhandlingen. Dette er formodentlig den mest trofaste tegneseriefilmatisering til dato, og fans vil kunne genkende ikke blot replikker og personer, men også billedkompositioner og lyssætning. Tegneserien må nærmest siges at have udgjort et storyboard for filmen. Den er holdt i sort/hvid med et par enkelte farver hist og her for dramatisk effekt, hvilket bidrager til et fuldstændigt unikt look. Stilen trækker på elementer fra film noir genren, men langt mere ekstremt end noget man har set før. Filmen er fantastisk flot. Halvdelen af billederne kunne uden videre indrammes og bruges som plakater.

“Sin City” er skudt foran en greenscreen, og selve optagelserne består for det meste kun af skuespillerne i forgrunden. Baggrunden er lagt på digitalt bagefter. Teknikken er blevet anvendt før, som i “Sky Captain and the World of Tomorrow” men den er brugt langt mere effektivt her. I disse ‘digitale film’ opstår der tit en stor uoverensstemmelse mellem skuespillere og omgivelser, men her synes der slet ikke at være nogen. Filmen fungerer perfekt indenfor den virkelighed som den opbygger. Alene af den årsag, burde “Sin City” stå som en milepæl.

I de tre overordnede historier, følger vi henholdsvis den grimme slagsbror Marv i hans jagt på en morder, den lovløse Dwights forsøg på at redde en håbløs situation, og den aldrende politimand Hartigan på hans allersidste opgave. Alle historierne er usædvanligt underholdende og udgør en fremragende mosaik af forskellige stemninger. En blanding af tragedie og særdeles løssluppen humor. “Sin City” er dog ikke for enhver smag, og de utallige afrevne lemmer vil sikkert få de mest politisk korrekte og sarte blandt publikum til at løbe skrigende ud af biografen. For dem der er med på spøgen, vil “Sin City” til gengæld være ren fornøjelse fra ende til anden.

Et problem der ofte plager tegneseriefilmatiseringer er, at de tit bliver spillet med et lidt for kækt blink i øjet. Skuespillerne spiller deres karakterer med en uvelkommen bevidsthed om, at de er tegneseriefigurer. Sådan er det heldigvis ikke i “Sin City” og alle udfylder deres roller med en nerve, som om det var et stykke af Shakespeare. Tonen er naturligt overgearet, men den er aldrig fjollet eller useriøs – de tre hovedrolleindehavere er alle fremragende. Bruce Willis giver sin rolle tyngde mens Clive Owen skaber en overbevisende intensitet som Dwight. Ligeledes er Mickey Rourke perfekt som Marv. Det er han bedste rolle i årevis.