Nu forklarer “Halloween”- og “The Thing”-skaberen, hvorfor han “ikke kunne fordrage noget som helst” over en af sidste års mest hyldede film.
Hollywoods ubestridte “Master of Horror” har talt – og det er ikke med ros. John Carpenter, manden bag klassikere som “Halloween” og “The Thing”, gjorde for nylig klart, at han bestemt ikke deler publikums begejstring for Coralie Fargeats prisbelønnede body horror-film “The Substance”.
Under en samtale med fans på Fan Expo i 2025 spurgte Carpenter en tilhører, om hun kunne lide filmen. Da hun svarede ja, kom svaret prompte og uden omsvøb:
“Jeg hadede den”.
Da fans bad ham uddybe, tilføjede han tørt:
“Hvad kunne jeg lide ved The ‘Substance’? Intet.”
Udtalelsen kom som noget af en overraskelse for mange. Fargeats film, med Demi Moore og Margaret Qualley i hovedrollerne, blev nomineret til hele fem Oscars og vandt prisen for bedste makeup. Fortællingen handler om en aldrende tv-stjerne, der injicerer et mystisk stof, som får hendes krop til at dele sig i to – en ældre version og en yngre, fejlfri udgave af sig selv. Filmen har høstet roser for sin satiriske kritik af Hollywoods besættelse af ungdom og kvindekroppe.
Carpenter har dog aldrig været typen, der gemmer sig bag høflige fraser. Han er kendt for at se film som håndværk frem for kunst, og for ham handler det mere om præcision end symbolik. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at netop “The Substance” – som Fargeat selv har kaldt et kærlighedsbrev til instruktører som Carpenter, Cronenberg og Lynch – ikke fandt nåde hos gysermesteren.
Coralie Fargeat har tidligere fortalt, at Carpenters univers var en stor inspiration for hendes film. Ironisk nok ser det ud til, at hendes hyldest ikke landede helt som tiltænkt.
Det kan derfor overraske mange at filmen, der på mange måder er et kærlighedsbrev til blandt andet Carpenter og hans filmografi, bliver hadet af netop ham.
Du kan høre hele Carpenters udtalelse her:





