Efteråret er over os, mørket lægger sig, kulden kommer snigende, og skyggerne forsvinder ligeså stille og mudrer sig sammen. For udendørs mennesker er det ikke just en god tid, men for filmelskere er det lige præcis den bedste tid på året. Her er anbefalinger til de 10 film, der fanger efterårets stemning på bedste vis. Der er både hyggefilm og aldeles uhyggelige film til sidst i oktober.
1. ‘Where the Wild Things Are’ (2009)
For mig er ‘Where the Wild Things Are’ den ultimative efterårsfilm. Filmen er stort set colorgradet med efterår, og hovedrollen er gule blade og halvnøgne træer.
Denne magiske og visuelt storslåede film, baseret på Maurice Sendaks klassiske børnebog, er en rejse ind i fantasien. Filmen fanger følelsen af barndommens eventyrlyst, ensomhed og glæde, og den smukke natur skaber en eftertænksom, efterårsagtig atmosfære. Perfekt til dem, der søger en poetisk og dyb oplevelse, hvor man bliver mindet om både barnlig uskyld og livets kompleksitet.
Filmen er instrueret af Spike Jonze og handler om drengen Max, der flygter til en magisk ø, hvor han støder på magiske væsner, der også mangler en ven.
På rollelisten er stjerner som Catherine Keener, Mark Ruffalo, Lauren Ambrose, Chris Cooper, James Gandolfini, Catherine O’Hara, Paul Dano og Forest Whitaker.
2. ‘Knives Out’ (2019)
Dagene efter du har set den, vil du gå og citere Benoit Blanc i hovedet… “It’s a donut’s hole, inside a donut’s hole.”
‘Knives Out’ er Rian Johnsons kærlighedserklæring til ‘who-dunnit’-genren. Det er tydeligt at mærke Agatha Christie-inspirationen i de to film, men det er heller ikke kriminelt at tage fra den bedste, hvis man absolut skal.
Filmen er et moderne take på et klassisk mordmysterie, der oser af efterårsstemning. ‘Knives Out’ er fyldt med skarpe replikker, intriger og en fantastisk ensemble-cast med Daniel Craig, Chris Evans, Ana de Armas, Jamie Lee Curtis, Michael Shannon, Don Johnson, Toni Collette og Christopher Plummer. De rustikke efterårsfarver og den dunkle, gotiske setting gør denne film til den perfekte krimi til en kold efterårsaften, hvor man vil have en historie fuld af twists og plots.
Det, der fungerer virkelig godt i filmen, er, at man konstant er underholdt, så man glemmer at sidde og gætte med på, hvem morderen er. For der er så meget mere end bare det ene mysterie. Der er små hemmeligheder imellem karaktererne, utroskab, underslæb og tyveri er bare nogle af de få ting, vores karakterer bliver mistænkt for. Filmen er så underholdende og spændende på alle parametre, at man har lyst til at se den igen, så snart rulleteksterne triller over skærmen.
3. ‘Juno’ (2007)
‘Juno’ var også på listen under ‘Film med stærke kvinder’, men udover det tjek på listen, så er filmen også en stærk efterårsfilm.
‘Juno’ er en charmerende, hjertevarm fortælling om en teenagepige, der bliver gravid og skal navigere i livet, kærlighed og ansvar. Med sine quirky karakterer og stærke skuespillere giver ‘Juno’ en følelse af varme og nostalgi, der passer godt til efterårets stille refleksioner. Ellen Pages præstation er både rørende og morsom, og filmens tone er en fin balance mellem humor og dybde.
Når Page sidder i sin brune lænestol i forhaven med en stor slush-ice blandt de gule nedfaldne blade, kan man ikke andet end at ønske det samme lige nu.
4. ‘Good Will Hunting’ (1997)
I Boston er det altid efterår.
‘Good Will Hunting’ er et rørende drama om en ung rengøringsmand med et usædvanligt matematisk talent, der forsøger at finde sin plads i verden. Filmen, sat i Bostons efterårsfarvede landskaber, er fyldt med stærke præstationer fra Matt Damon, Robin Williams og Ben Affleck.
Som alle tre vandt en Oscar for filmen: Affleck og Damon for bedste manuskript og Williams for bedste birolle.
‘Good Will Hunting’ er en klassiker, der både udforsker venskab, kærlighed og identitet, og den vil sidde i hjertet længe efter rulleteksterne.
5. ‘When Harry Met Sally’ (1989)
Denne ikoniske romantiske komedie er perfekt til efteråret, med sine smukke scener i New Yorks efterårsklædte Central Park.
Meg Ryan og Billy Crystal skinner i deres roller som to venner, der måske, måske ikke, er skæbnebestemt til at være sammen. Deres charmerende samtaler og den varme stemning gør denne film til en tidløs klassiker, der varmer på en kølig efterårsaften. Filmens humor og kærlighed holder stadig den dag i dag.
6. ‘Fantastic Mr. Fox’ (2009)
Stort set alt, som Roald Dahl har skrevet, er velegnet til efteråret.
Wes Andersons stop-motion eventyr om den snu Mr. Fox og hans forsøg på at stjæle fra tre grådige landmænd er både visuelt fantastisk og narrativt underholdende. De varme efterårsfarver, det unikke design og den dybsindige humor gør denne film til en visuel og følelsesmæssig fornøjelse. Perfekt til både børn og voksne, der elsker fantasifulde fortællinger.
Og så er castingen også grund nok i sig selv til at se den, med George Clooney, Meryl Streep, Jason Schwartzman, Bill Murray, Willem Dafoe og Owen Wilson. Ensemblet er klart et kig værd.
7. ‘Halloween’ (1978)
Efterårsfilmen man ikke kan komme udenom.
Hvis du leder efter noget uhyggeligt i efteråret, er ‘Halloween’ en af de mest ikoniske gyserfilm nogensinde. John Carpenters klassiker om Michael Myers, der terroriserer en lille by på Halloween-natten, er både intens og stemningsfuld. Filmen indfanger essensen af gysergenren og er et must-see for dem, der elsker at blive skræmt i efterårets mørke nætter.
8. ‘Sleepy Hollow’ (1999)
Filmen med den klassiske hovedløse rytter.
Tim Burtons gotiske mesterværk er fyldt med mørke, tåge og mystik – perfekt til en regnfuld efterårsaften. Johnny Depp spiller Ichabod Crane, der efterforsker en række mord i den lille by Sleepy Hollow. Filmen balancerer flot mellem horror, eventyr og det fantastiske, og Burtons karakteristiske visuelle stil gør den til en sand fornøjelse at se.
9. ‘Hocus Pocus’ (1993)
En sand Halloween-klassiker, der bringer humor, magi og lidt uhygge sammen. Bette Midler, Sarah Jessica Parker og Kathy Najimy spiller tre hekse, der bliver vækket til live på Halloween-natten i Salem. ‘Hocus Pocus’ er en sjov og farverig film, der oser af efterårsstemning, og den er perfekt til en familieaften med masser af grin og heksekunst.
10. ‘Beetlejuice’ (1988)
Perfekt nu, hvor 2’eren spiller i biograferne.
Endnu en Tim Burton-klassiker, ‘Beetlejuice’, er en uhyggeligt sjov film om et par, der forsøger at jage nye ejere ud af deres hus ved at tilkalde et kaotisk spøgelse. Med Burtons unikke stil, farverige scenografi og Michael Keatons ikoniske præstation i titelrollen, er denne film både sjov og tilpas spooky – en perfekt blanding af komedie og horror til efteråret.