Forestil dig, at en virus bryder ud, som gør, at alle mennesker på Jorden får samme bevidsthed, samme personlighed og samme intelligens – bortset fra dig. Alle andre end dig er så at sige den samme person, og det eneste, de vil, er at gøre dig glad. Det kan lyde som en drøm, men for nogle er det et mareridt.
Det er plottet i Vince Gilligans nye serie ‘Pluribus’ (eller ‘Plur1bus’) på Apple+. Pluribus er latin og betyder “af mange” eller “fra mange”, hvor Gilligan selv har tilføjet detaljen med 1-tallet som et drilsk nik til vores hovedperson Carol, der er den eneste, som sidder tilbage med sin egen bevidsthed. Carol er forfatter, skriver erotiske sci-fi-bøger og bor med sin kæreste Helen i Gilligans yndlingsby – Walter Whites hjemstavn, Albuquerque i New Mexico.
Serien starter med, at nogle heldige forskere opfanger et signal fra rummet. Det kunne minde meget om Robert Zemeckis’ ‘Contact’, men her er det hverken et råb om hjælp eller en krigserklæring. Det er en formel. Faktisk en virus. Og hvis der er noget, vi på Jorden ikke kan håndtere, så er det virusser. Hurtigt bryder helvede løs, og alle på kloden bliver smittet – bortset fra Carol og cirka 15 andre. Af uforklarelige årsager er der få mennesker, der er immune.
Det kunne lyde som en dans på roser, hvor du kunne leve som Simon Spies resten af livet. Men sådan er det ikke for Carol.
Carol er ikke den glade type. Hun er et brokkehoved, et “glasset er halvt tomt”-menneske. Faktisk lidt af en Karen. Og det gør det bestemt ikke nemmere, at hun mister sin livspartner samme dag, som udbruddet sker. Hun har ikke meget at være glad for. Og desværre må hun ikke skælde de smittede ud. For hvis hun giver dem en verbal overhaling, har de så svært ved at processere det, at de kollektivt går i en form for krampe på hele kloden. Og det er farligt, når mange af dem kører bil, flyver fly eller håndterer tunge maskiner. Ergo: Bliver Carol vred og skælder ud, dør der tusindvis af mennesker.
Det kunne næsten være en mørk børnebog, så pædagogisk og billedligt handlingen er. At onde ord og dårlig energi kan koste menneskeliv og påvirke andre over hele verden. Som en filmatisering af den gamle Call Me-reklame: “Tal pænt – det koster ikke noget.” Og det er netop det smukke ved serien.
For idéen er så frisk og original, at man simpelthen ikke må gå glip af den. I en tid med ekstrem politisk splittelse er det en varm tanke, at vi alle kunne blive enige og leve i harmoni. Men her er Gilligan den onde realist og forklarer os, hvorfor det aldrig ville kunne lade sig gøre. For nogle mennesker trives desværre i had, negativitet og konflikt. Bevares, Carol har en god grund. Men når vi også får flashbacks til tiden før virussen – hvor hun ikke engang kan nyde et hotel bygget af is i Norge under det smukkeste nordlys – begynder vi at forstå, at hun altid har været sådan. Selv når det ikke koster liv at opføre sig ordentligt, er det svært for hende.
‘Pluribus’ er en serie, der tænker stort og filosofisk og samtidig formår at eksekvere idéen så flot, at der står en velstøbt og kreativ serie tilbage. Men hvorfor er der ikke flere, der taler om den?
Én forklaring er, at Apple+ er en af de mindst populære streamingtjenester. De markedsfører sjældent deres indhold, sender næsten aldrig pressemateriale ud og har haft svært ved at lande et reelt mainstream-hit. Det tætteste de er kommet, er ‘Severance’. Jeg troede ellers, at Vince Gilligan kunne trække nye seere til, men jeg har næsten ikke hørt nogen tale om serien. Havde den ligget på Netflix, var man nok blevet træt af at høre om den.
Og det er en skam. For ‘Pluribus’ er virkelig et must see. Serien giver lyst til at forestille sig en verden, hvor vi sluttede fred, skånede Jorden, ressourcerne og dyrene. Det er et tankeeksperiment, man har svært ved ikke at hænge fast i. Men det er også skræmmende. Tænk, hvis vi ikke alle havde vores egen personlighed. Hvis vores indre stemme var den samme. Hvis der ikke længere var brug for musik, kunst eller samtale.
‘Pluribus’ er både din tid og et Apple+-abonnement værd.
