Martin Scorsese, Ron Howard, Charlize Theron, Dave Franco, Zac Efron, Olivia Wilde – og selveste Ice Cube – er blot nogle af de stjerner, der dukker op i Apple+’s stærkt undervurderede satiriske serie om Hollywoods forfærdelige arbejdsmiljø.
Som skaberen og hovedrolleindehaveren siger i et af seriens tidlige afsnit: “Dette sted var bygget til at ligne et tempel for filmkunsten. Nu minder det mere om et gravsted.”
Det er essensen af seriens problemstilling – og af Hollywoods tilstand i disse år. Og ingen forstår eller kender den bedre end skaberne bag serien, Seth Rogen og hans faste samarbejdspartner Evan Goldberg.
Serien hedder The Studio og ligger på Apple+. Den indeholder alt, hvad en god Hollywood-satire bør have – og lidt til. Vi følger den cinefile mellemleder Matt Remick, der langt om længe får drømmejobbet som direktør for et af Hollywoods største produktionsselskaber, Continental Studios (en tydelig parodi på Warner Bros.).

Problemet er bare, at hans CEO, Griffin Mill (Bryan Cranston), er rendyrket kapitalist. Han vil hellere tjene penge end lave kunst. Som han tørt siger til Matt, da han får jobbet: “We don’t make films. We make movies.”
Det står i direkte kontrast til Matt Remick selv. Han er kunstnernes mand – en type, der i virkeligheden burde være chef for A24. Han forsøger desperat at balancere ægte filmkunst med Hollywoods mest smagløse pengemaskiner. Og det er præcis den kamp, enhver ægte filmnørd længes efter at se.
Allerede i seriens første afsnit møder vi Martin Scorsese, der vil lave sin allersidste film som skal handle om Jonestown-massakren. Samtidig har Matt fået besked på at udvikle en Kool-Aid-film efter succesen med Barbie. Heldigvis blev masseselvmordene i Jonestown begået ved at drikke forgiftet Kool-Aid – to fluer med ét smæk. Det er grotesk. Og det er hylende morsomt, netop fordi det føles ubehageligt sandt.

Senere møder vi Ron Howard, der har lavet sin bedste film siden A Beautiful Mind – men ødelægger det hele i de sidste 20 minutter for at ære sin afdøde fætter med en ekstrem langtrukken kunstnerisk scene. Nu må Matt gå imod sine egne principper og blande sig i kunstneriske valg. Hvis han altså har nosserne til det.
Og så er der seriens visuelle stil. Der klippes mellem scenerne, men hver scene er filmet som et intenst onetake med håndholdt kamera. Pulsen ryger i vejret, og man bliver stresset sammen med Matt Remick. Det er smukt koreograferet, og dialogen har et tempo og en musikalitet, der minder om noget som kun Aaron Sorkin kunne have skrevet.
Især afsnittet om casting af Kool-Aid-filmen er genialt. Hollywoods paniske frygt for dårlig presse og racediskrimination udpensles i absurde diskussioner: Hvis hovedrollen er sort, skal familien så også være det? Skal skurken være hvid? Og hvis hele castet er sort – signalerer vi så, at det kun er sorte, der drikker Kool-Aid? Det er lattervækkende, og det er et skræmmende realistisk blik ind i Hollywoods maskinrum.
Hvis du har været på et filmset, vil du elske afsnittet Set Visit. Filmhold hader, når producere og jakkesæt dukker op med “gode idéer” og klap på skulderen. Når Matt prøver at være den rare chef, bliver det kun værre.

Der er også et mere filosofisk afsnit, som udspiller sig til en slags lægekonference, hvor Matt deltager sammen med sin kæreste. Her diskuteres det, om filmkunsten er lige så vigtig og eksistensberettiget som lægevidenskaben. Det mener Matt selvfølgelig, at den er – men argumentet falder noget uheldigt sammen med, at han samtidig er i gang med at lægge sidste hånd på en trailer til en zombiefilm, hvor man bliver smittet ved at få diarré på sig.
Serien kulminerer i en præsentation af studiets kommende projekter – men med kokain, svampe, LSD og Las Vegas’ bagende sol bliver intet nemt.
The Studio er et must-see for filmnørder, der er trætte af tomme franchises og endeløse sequels. Man føler sig set af Seth Rogen og Evan Goldberg, som tydeligvis deler frustrationen. Vi ved alle, hvilke film der burde laves. Det er bare synd, at de ikke tjener flest penge.
Serien vandt to Golden Globes i år – ironisk nok, da et af afsnittene netop udspiller sig under prisuddelingen – men fuldt fortjent.
Serien er allerede godkendt til en sæson 2 og så kan jeg kun slutte af med at sige:
Thank you, Sal Saperstein.
The Studio kan ses på Apple+





