Programmet til den prestigefyldte internationale filmfestival i Berlin bliver først offentliggjort i slutningen af januar, men allerede nu bekræfter festivalen, at Ask Hasselbalchs biografaktuelle superheltefilm ”Antboy: Den røde furies hævn” er udtaget til festivalens prestigefyldte sektion ‘Generation Kplus’.

Se også: Anmeldelse: “Antboy: Den røde furies hævn”

”Det er et kæmpe privilegium at være udtaget til Berlinalen,” siger filmens producer Eva Jakobsen og fortsætter: ”Sidste år var vi jo så heldige, at Antboy fik verdenspremiere på Toronto Film Festival. Jeg kan ikke komme i tanker om andre serielle danske familiefilm, som to år i træk har præsteret at få international premiere på verdens største og mest anerkendte filmfestivaler. Det er vi vanvittigt stolte over.”

Filmene i konkurrencen ‘Generation Kplus’ vurderes af en børnejury og har mulighed for at vinde en krystalbjørn. Sidste gang en dansk familiefilm vandt sådan én var med Niels Arden Oplevs: ”Drømmen” i 2006.

”At være udtaget til konkurrence i Generation Kplus på Berlinalen vidner om, at den ambitiøse og kunstnerisk stærke danske familiefilm lever i bedste velgående. Det er dejligt, at det store udland, nu for anden gang, får øje på en dansk supermyre. Det er en anerkendelse af, at ‘Antboy: Den røde furies hævn’ er mere end blot en fortsættelse af den første film, den er helt sin egen,” siger Ask Hasselbalch, der har instrueret begge Antboy-film.

“Antboy: Den røde furies hævn” er igen instrueret af Ask Hasselbalch og med historie og manuskript af Anders Ølholm. Rollen som Antboy spilles fortsat af Oscar Dietz.

FACEBOOK: Bliv ven med Filmz.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: