I en genoptagelse af sit samarbejde med A24 skal Ari Aster instruere sin næste film “Disappointment Blvd.” med “Joker”-stjernen Joaquin Phoenix i hovedrollen, rapporterer Deadline.
Produktionsselskabet A24 har ikke villet kommentere på nyheden endnu, så der er ikke mange detaljer om filmens plot eller Phoenix’ rolle. Den korte beskrivelse, der dog er blevet givet, forklarer filmen som “et intimt portræt, der strækker sig over årtier, af en af tidens mest succesfulde entreprenører.”
Filmen produceres i et samarbejde mellem A24 og Ari Aster og Lars Knudsens produktionsselskab Square Peg.
Udover at producere og instruere filmen har Aster også skrevet manuskriptet, ganske ligesom han gjorde det på hans to første film “Hereditary” (2018) og “Midsommar” (2019), som begge modtog ros til skyerne fra både kritikere og fans.
Læs også: “‘Hereditary’ er beviseligt skræmmende”
Joaquin Pheonix er berygtet for at være kræsen, når det kommer til manuskripter, så vi kan godt regne med, at der er stort potentiale i den kommende Ari Aster-film. Phoenix har da også selv oplevet meget succes i sine mange år på det hvide lærred med film som “Walk the Line” (2005), “Her” (2013) og hans Oscar-vindende rolle som den titulære hovedperson i “Joker” (2019).
“Dissapointment Blvd.” har endnu ingen premieredato.