Det handler om familie. Alle familier har en hemmelighed. Sådan lyder taglinen.

Skal jeg fortælle en hemmelighed? “Hereditary” er i familie med “Rosemary’s Baby“, “Rødt chok” og “Ondskabens hotel”. En rigtig klam familie.

Hvad alle i familien har tilfælles er det dybt psykologiske gys. Den slags gys, som tager tid.

Her er ingen pludselige bøh, fordi gys. Nej. Langsomt, grundigt og helt igennem klamt.

Det er halvanden times måske’er. Måske sker der noget overnaturligt? Måske gør der ikke? Er der noget mærkeligt? Eller er familien ved at miste forstanden?

Det er denne dybt psykologiske måde at lave gyser på, der gør “Hereditary” så skræmmende at se på.

Mor Annie står foran sønnen Peters seng. ’Jeg ville aldrig have dig', nærmest kaster hun op. ’Hvorfor prøvede du at dræbe mig', hyler den grædende teenager. Indtil der går ild i dem. Fy for en forstyrrende film.

Og meget af den ære skal gå til skuespillerne bag familiens fire medlemmer. Toni Collette er som født til at spille en mor i en spiral af vanvid.

Alex Wolffs tårer siger mere end tusind skrigende piger med mordere i hælene. For ikke at forglemme rutinerede Gabriel Byrne og unge Milly Shapiro, der laver underlige figurer af skrammel.

Der er nemlig ikke lagt op til den nemme vej til gyset. Spring i stolen er en sjælden vare. Nærmest udsolgt. Og alligevel ikke.

“Hereditary” viser nemlig ekstremt overskud. Det er lang tid siden, at jeg har sprunget så højt i sædet i én enkel scene.

Der skal ikke mere til end en vag kliklyd i en bil. Ingen høj musik eller skræmmende ansigter. Blot en psykologisk dybde til lyden.

Den tager sig nemlig god tid. Tid til at opbygge familieforholdene. Tid til at få mig til at forstå, hvorfor sønnen er så distanceret, og hvorfor mor har det svært med at forholde sig til bedstemors død.

Det er dét, den har arvet fra “Rødt chok”. Det familiære drama om at miste, og hvem der står med skylden.

Og det er ikke det eneste, den har arvet fra sin gyserslægt. Et blærerøvsskud i starten, hvor dukkehuset bliver til familiens hus er ren Kubrick.

Krydr dette med heksekunster og det okkulte a la Polanskis gravidgyser, og arven er komplet.

Desværre for “Hereditary” tabes en smule med sidste halve time, hvor den udtværede grænse mellem syner og ægthed bliver mere klart optegnet. Det er ærgerligt.

For ligesom med Rosemarys graviditetsmareridt er Graham-familiens mareridt bedst, når det er psykologisk.

Men jeg vil ikke forsøge at holde det hemmeligt: hypen er fortjent.

Alle familier har en hemmelighed, men det her er en af de uhyggeligste!