Efter succesen med ‘Wicked Part 1’ slår Ariana Grande og Universal Pictures pjalterne sammen igen – denne gang i en ny film i den populære komediefranchise ‘Meet the Parents’.
Ifølge Deadline er Grande blevet castet i den kommende film, der får premiere den 25. november 2026.
Filmen instrueres af John Hamburg, som også står bag manuskriptet. Han har tidligere været medforfatter på alle tre tidligere film i serien. Det originale cast, herunder Robert De Niro, Ben Stiller, Teri Polo og Blythe Danner, vender tilbage til rollerne, mens detaljerne om Grandes rolle holdes hemmelige.
Producenterne tæller Jane Rosenthal og Robert De Niro via Tribeca Productions, Jay Roach for Delirious Media, samt Ben Stiller og John Lesher for Red Hour Films. Hamburg producerer også gennem sit selskab Particular Pictures.
‘Meet the Parents’ havde premiere i 2000 og indtjente over 330 millioner dollars globalt. Efterfølgerne ‘Meet the Fockers’ (2004) og ‘Little Fockers’ (2010) cementerede franchisens succes, som samlet har indtjent 1,13 milliarder dollars på verdensplan.
Ariana Grande høstede stor anerkendelse som Glinda i ‘Wicked’, der blev den mest succesfulde musicalfilm nogensinde. Hun blev Oscar-, BAFTA- og Golden Globe-nomineret for sin præstation.