Rocky Balboa

InstruktionSylvester Stallone

MedvirkendeSylvester Stallone, Burt Young, Milo Ventimiglia, Geraldine Hughes, James Francis Kelly III, Tony Burton, A.J. Benza, Talia Shire, Henry G. Sanders, Antonio Tarver, Pedro Lovell, Ana Gerena, Angela Boyd, Louis Giansante, Maureen Schilling

Længde102 min

GenreDrama, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen05/01/2007

Anmeldelse

Rocky Balboa

4 6
Hånden på hjertet, kære Rocky-fans – hvor mange af jer havde spået, at Sylvester Stallones forsøg på at genoplive den gamle franchise med sagaens dermed sjette kapitel, “Rocky Balboa”, ikke ville blive det allersidste søm i den afdankede, forhenværende megastjernes kiste? Ærligt talt lugtede ideen om endnu en film i serien langt væk af desperation og kommerciel opportunisme – især eftersom den femte film i rækken var en kedelig, uengagerende affære. Men “Rocky Balboa” er vitterligt en overraskende rørende, dejlig sober og endda inspirerende film.
Stallone skabte nævefægteren Rocky Balboa tilbage i 1976, og forbindelsen mellem den fiktive bokser og den virkelige skuespiller er ikke til at tage fejl af. Begge udvandrede fra intetheden og blev hurtigt regnet blandt de største indenfor deres respektive professioner. Her i “Rocky Balboa” er det ofte svært at spotte, hvornår Stallone spiller skuespil, og hvornår han egentlig bare er sig selv. Det er historien om en mand, som ønsker at kæmpe sig tilbage i rampelyset – ikke for at tilegne sig letkøbt berømmelse, men for at bevise (mest over for sig selv), at han stadigvæk har evnen. Stallones tydelige, reelle og smitsomme entusiasme for projektet synes at bekræfte, at Rockys gejst og iver deles af skuespilleren, som portrætterer ham.

Filmen er ikke særlig original, og der er få store overraskelser – hvilket på mange måder er den første “Rocky”-films skyld, da den støbte skabelonen for den moderne fra-skrot-til-slot historie. Vi har før set film takle besværlige forhold mellem fædre og sønner, søde romancer mellem forskelligartede sjæle, historier om mænd og koner, der besøger deres afdøde samlevers begravelsesplads og taler til gravstenen osv. Men Stallone ved præcis, hvilke knapper, der skal trykkes på, og hvordan og hvor længe. Et særligt kendskab til serien er ikke engang påkrævet.

Hver eneste skuespiller leverer varen, og hver eneste karakter fremstår nuanceret og troværdig. Især Stallone er spektakulær. Rockys modstander i denne omgang, Mason Dixon (Antonio Tarver), er heldigvis ikke nogen endimensional galning, og så var filmen også en af sidste års absolut flotteste – det primært håndholdte og kølige, men attraktive look er med til at styrke filmens allerede stærkt jordbundne, troværdige udseende, som gør “Rocky Balboa” mere vedkommende.

Uden at afsløre for meget, så er filmens endegyldige konfrontation mellem Balboa og Dixon en perfekt understregning af filmens centrale budskab: det er ikke kampen, som er det vigtige, men bare det, at kampen tages op. Stallone har i årevis udtrykt et ønske om at runde serien ordentligt af, og det er i den grad lykkedes. Det føles næsten underligt at indrømme det, men måske er der alligevel god grund til at se frem til “Rambo 4”.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Filmens grynede og lettere rå look tjener historien godt, og fotografen J. Clark Mathis’ optagelser præsenteres hæderligt på udgivelsen. Farverne fremstår tilpas kolde og matte, alt imens de forbliver naturtro. Udtværing, edge-enhancement og digital støj er der ingen alvorlige tilfælde af, kontrasten er solid, og selvom billedet godt måtte have været en tand skarpere, er det aldrig decideret blødt.

Men transferet byder desværre på et uheldigt interlacing-problem. Det er tydeligst under panoreringer og sceneovergange, hvor bevægelserne i billedet synes at hakke en anelse, og en billede-for-billede analyse afslører, at bevægende objekter ofte efterlader et visuelt ekko. Visse enkelt-frames byder også på en blanding af to scener. De fleste tv’er kan kompensere for problemet, men progressive computerskærme vil være sværere at se filmen på. Men selv hvis man ser “Rocky Balboa” på tv, vil man ikke kunne undgå de hakkende bevægelser og svage billedekkoer. Interlacing-problemet plager også ekstramaterialet.

Audio

Der er derimod intet i vejen med discens formidable Dolby Digital 5.1 eller DTS 6.1 lydspor. Forskellen på sporene er forholdsvis ubetragtelig. Dialogen kommer klart og tydeligt igennem, og Bill Contis musik og sangene får også lov til at folde sig godt ud. Kanalnetværket udnyttes fint til at skabe en opslugende, omfattende atmosfære. Baghøjtalerne bliver ikke misbrugt til at bombardere seeren med lyde, og heldigvis bliver de mange bokseslag ikke suppleret med så megen auditiv punch, at troværdigheden fordufter.

Ekstramateriale

Kommentarsporet med Sylvester Stallone er ganske fint. Under visse scener tager han sig selv i bare at sidde og nyde filmen, men i løbet af de godt og vel 100 minutter, filmen varer, disker han op med adskillige fine anekdoter og analyser. Han taler for det meste om karaktererne og plottet, men han taler bl.a. også om brugen af kamera, lys og musik, og så kan Stallone også bekræfte, at der er en Director’s Cut udgave af filmen på vej.

Der er i alt otte slettede scener inklusiv en alternativ slutning. Netop hvad der er ‘alternativt’ ved denne slutning i forhold til den originale, bliver desværre afsløret på udgivelsens omslag, så undlad at nærstudere coveret, før filmen er blevet set. Den alternative slutning er ikke nær så poetisk eller mindeværdig som den originale. Tilsammen varer scenerne omtrent 25 minutter, og her er faktisk flere guldklumper, såsom en scene hvor Rockys ven og afdøde kones bror, Paulie, bryder sammen.

Der er tre featuretter: “Skill vs. Will: The Making of ‘Rocky Balboa'” (18 min.), “Reality in the Ring: Filming Rocky’s Final Fight” (16 min.) og “Virtual Champion: Creating the Computer Fight” (5 min.). De to sidstnævnte dokumentarer handler selvsagt om specifikke scener i filmen – nemlig den computergenererede kamp og filmens sidste dyst. Begge byder på fine, indsigtsfulde interviews og interessante ‘behind-the-scenes’ optagelser. Vi får bl.a. at vide, at hvert eneste slag, der figurerer i filmens sidste kamp, er ægte. “Skill vs. Will” giver én et lidt mere bredt indblik i filmens tilblivelse, og det er ligeledes en velproduceret lille sag.

Trailere til “Next”, “Perfect Stranger” og “Fracture”, samt halvandet minuts aldeles umorsomme fraklip, runder pakken af.

Stallones forsøg på at genoplive karrieren ved at give sit mest populære, fiktive alter ego en ærefuld svanesang overrasker positivt. Der er ikke meget nyt under solen, og klicheerne står i kø, men der er en fortryllende aura af oprigtig og varmhjertet naivitet over “Rocky Balboa”. Filmens bombastiske lydside præsenteres fornemt på dvd, men et irriterende problem med billedsiden vil garanteret friste fans til at investere i en udenlandsk udgave af skiven.

Rocky Balboa

3 6
Enogtredive år. Så mange år er der rent faktisk gået, siden den første “Rocky”-film så dagens lys, og filmens hovedrolleindehaver, Sylvester Stallone, trak i boksehandskerne og gik i ringen som den ukuelige underdog, Rocky Balboa, for første gang. Når nu den sjette film i rækken – og formentligt også den sidste – er ankommet, er der immervæk ikke meget, der har ændret sig.
Godt nok er Stallone blevet en del år ældre, de grå hår lidt flere og finmotorikken lidt tungere at danse med. Men opskriften er imidlertid stadig helt den samme. Det ligner et rent boksekoncept, handler om at udleve den amerikanske drøm, stå ved sine værdier og have modet til at vise, hvad man kan. Måske en naiv barnetro på, at verden stadig har brug for den slags historier, eller blot en mulighed for, at Stallone kan tjene lidt ekstra til pensionen? Under alle omstændigheder er “Rocky Balboa” blevet en realitet og personificeringen af Stallones ukuelige ideologi om, at man kan, hvad man vil og aldrig bliver for gammel til at forpasse sin chance for at få succes i livet. For man lever som bekendt kun en gang. Måske, men har den aldrende skuespiller ikke hørt, at man ikke skal hænge sig i fortiden? Svaret dertil må være et ”åbenbart ikke”, for ikke kun Rocky-karakteren er tiltænkt nyt liv i den nærmeste fremtid. Således kan vi også forvente os et comeback til Rambo-karakteren, når “Rambo IV” får premiere til næste år.

Men tilbage til “Rocky Balboa”, der med et forholdsvist tyndt udgangspunkt fortsætter historien om arbejderklasseheltens aldrende mesterbokser. Siden sidst er der kommet nye boller på suppen; Rocky er blevet restauratør, hustruen Adrian er død og boksescenen overtaget af den ubesejrede men også svært upopulære bokser, Mason “The Line” Dixon (Antonio Tarver). Dixon har nemlig ikke fået folkets respekt og higer derfor forfærdeligt efter en kamp, der kan give ham den fornødne agtelse som folkekær sportsudøver. Den kan Rocky måske give ham. For dramaets skyld skydes filmen derfor først for alvor i gang, da et computerspil angiveligt matcher den aldrende bokser op med den nuværende verdensmester og antyder, at Rocky ville vinde, hvis de to mødtes i ringen i virkeligheden. En række boksepromotors ser selvfølgelig deres snit til at kunne spinde guld på en sådan begivenhed, og før Rocky kan nå at forestille sig et sandsynligt udfald af den kamp, er et sådant møde imellem de to boksere stablet på benene.

Ærgerligt nok for filmens fokus og dynamik får den kamp og dermed selve boksningen kun et afgørende fokus det sidste kvarter, mens opbygningen dertil orkestrerer en mosaik af Rockys tilknytninger til venner, bekendte og den nu afdøde kone. I midten af dramaet står i lang tid en hovedperson, der bearbejder sorgen over tabet af hustruen, kampen for at genvinde sønnen Roberts (Milo Ventimiglia) respekt og opbyggelsen af et venskab til bartenderen Marie (Geraldine Hughes) og hendes søn, Steps (James Francis Kelly III). Men der bliver brugt alt for meget energi på udenomssnak og knapt så meget på det, det handler om. I øvrigt mangler Rockys personlige relationer også en konflikt, der kan give historien noget mere dramatik. Og det er sådan set synd. “Rocky Balboa” har potentialet til at blive en udmærket film men fortaber sig, ligesom Rocky gør det i filmens univers, for meget ved minderne og dvæleriet, og det bliver lidt uinteressant i det lange løb.

Heldigvis har filmen trods alt kvaliteter, som holder den oppe på den jævne præstation, der godt nok er godkendt men ikke imponerer. Det gør Stallone til gengæld som skuespiller. Som det amerikanske overmenneske ypperste forbillede spiller han som en drøm, giver dramaet den fortræffelige kant, der gør, at sympatien for vores helt ikke er til at komme helt uden om. Når han slås med sine indre dæmoner undervejs, er det svært ikke at lade sig påvirke bare en lille smule. Desværre bliver Stallones kamp mod de indre dæmoner også filmens ydre dæmon, og det betyder, at man på lang sigt længes, ligesom Rocky, efter kampene, sveden, blodet og rampelyset. Det kommer desværre alt, alt for sent og reddes ikke af en i øvrigt ganske fængende visuel side, mens kampen pågår i filmens sidste minutter.

“Rocky Balboa” er et gensyn med blandede følelser. Søger man overraskelser, er det nok ikke det rette sted at lede. Filmen er en ujævn gentagelse af tidligere tiders kassesucceser men formår takket være sin vægtning af dramaet og et magert manuskript ikke for alvor at vise sin råstyrke men høster trods alt point for sit mod.

Trailer

Kort om filmen

Rocky Balboa har trukket sig tilbage fra ringen for længe siden og driver nu sin egen café, hvor stamkunderne bliver underholdt med historier fra hans glorværdige karriere. Hans kone, Adrian, er død, og han er fremmed overfor sin søn Rocky Jr. Men Rocky bliver lokket i ringen en sidste gang i sit livs kamp mod den regerende mester Mason “The Line” Dixion. Aviserne går amok og med hjælp fra sin gamle træner forbereder han sig til århundredets kamp… Nedtællingen er startet og undervejs bliver Rocky udfordret af ikke kun “The Line”, men også personlige tragedier og i sidste ende sig selv…