Advarsel: Følgende artikel indeholder kraftige spoilere af samtlige Quentin Tarantinos film med undtagelse af “Inglourious Basterds”.

Quentin Tarantino har om nogen sat sit personlige præg på sine film. Værker som “Reservoir Dogs – Håndlangerne” og “Pulp Fiction” havde en kolossal gennemslagskraft, da de ramte den uforberedte filmverden, og lige med ét blev alles opmærksomhed rettet mod den tidligere videobiks-ansatte, der nu var blevet en af de mest toneangivende instruktører. Sammen med den ligeledes upolerede Kevin Smith satte Tarantino sit tydelige aftryk på 90’ernes film, der blev fyldt med hip dialog og ironisk distance. Utallige var de filmfolk, der forsøgte på at imitere hans særlige stil. I en alder af 46 er Tarantino still-going-strong, og med “Inglourious Basterds” som nyeste skud på stammen er der stadig masser af gang i den uhelbredelige filmfan.

At Tarantino har fået så megen succes skyldes selvsagt mange forskellige elementer, men en af dem er utvivlsomt hans evne til at twiste historierne og levere en chokerende drejning, man næppe havde forventet. Utallige gange har han efterladt sit publikum paf, når fortællingen pludselig tager en – BLAM! – helt anderledes retning, og alle regler for filmadfærd brydes. Eller sagt på en anden måde: Hans film er fulde af de stunder, hvor man taber popcornene og sidder tilbage med et måbende ”Det gjorde du bare ikke!” på læberne. I anledningen af premieren på “Inglourious Basterds” har Filmz valgt at kigge på 10 af de mest lamslående scener i Tarantinos film.

Pulp Fiction: Mand bliver skudt ved et uheld.

”Oh man, I shot Marvin in the face.”
Nu føles det måske lidt som et gammel vittighed, men tilbage i 1994 var det bestemt ikke almindeligt, at en karakter blev aflivet ved et uheld, og da Vincent Vega uheldigvis skyder en tilfældig håndlanger, og blodet uden varsel sprøjter ud over bilruden, sad man som tilskuer paf tilbage, mens latteren indfandt sig, efterhånden som man i vantro lammelse opdagede, hvad der var sket. Det hjalp ikke på situationens absurditet, at gangsternes første reaktion ikke er anger, men derimod et ophidset skænderi, hvori der livligt diskuteres, hvordan det skete, hvis skyld det er, og om de mon kørte over et bump på vejen. For mange blev scenen det øjeblik, hvor det for alvor dæmrede, præcis hvor radikalt anderledes denne film var.

Reservoir Dogs – Håndlangerne: Mr. Orange bliver skudt af kvinde – og dræber hende.

”I’m gonna fuckin’ die! I’m gonna fuckin’ die!”
Der er mange klicheer for de betjente, der arbejder undercover i filmverden, men en af de mest sikre er, at deres dedikation sættes på prøve, når de – i kampen for at opretholde en troværdig falsk identitet – bliver tvunget til at gøre ting, der er i strid med deres ærekodeks. Det er dog også en regel, at de ting, de gør, ikke er så slemme endda. Derfor er det også et klokkeklart brud på filmreglerne, da Tarantino lader den hårdtprøvede undercoverbetjent Freddy blive skudt af en mere eller mindre tilfældig kvinde, som han efterfølgende impulsivt selv dræber. Det brud bliver da også et tydeligt signal om, at de vanlige retningslinjer er sat ud af kraft, og at den efterfølgende handling kan gå i alle retninger.

Death Proof: De kvindelige hovedpersoner bliver dræbt halvvejs inde i filmen.

”Ladies, we’re gonna have some fun.”
Det er svært ikke at blive paf, da Stuntman Mike – efter vi har fulgt en gruppe kvinder gennem lang tid og investeret os følelsesmæssigt i dem – pludselig dræber hele gruppen i et blodigt sammenstød. Det klassiske slasher-regelsæt, som filmen ellers trækker på, dikterer ganske vist, at de mest aggressive af kvinderne har dårlige udsigter, men vi forventer i det mindste, at den sky Arlene overlever. Det håb bliver dog knust sammen med kropsdelene i det brutale bilsammenstød, hvori kvinderne i grafiske detaljer bliver sønderrevet. Det er fristende at sende en tanke til Hitchcocks “Psycho”, hvori noget lignende sker, men dér var der i det mindste enkelte bipersoner tilbage, man kunne følge.

Reservoir Dogs – Håndlangerne: Mr. Blonde skærer øret af en politimand.

”Was that as good for you as it was for me?”
Man forventer ganske vist, at den uheldige politimand, der falder i slynglernes varetægt, kommer galt af sted, men det var vist alligevel de færreste af os, der regnede med en så blodig sekvens som den, hvor den psykotiske Mr. Blonde under latter og popmusik skærer øret af den arme betjent. Sekvensen, der vækker minder om voldtægtsscenen i Stanley Kubricks “A Clockwork Orange”, chokerende dens publikum, hvoraf mange udvandrede. Sangen “Stuck in the Middle with You” bliver vist heller aldrig den sammen igen, og efter de prøvelser, den stakkels betjent bliver udsat for, føles det næsten som en lettelse, da han omsider bliver dræbt.

Pulp Fiction: Vincent Vega bliver dræbt på toilettet.

”I’m ready to blow.”
Ganske vist er John Travoltas Vincent Vega-figur ikke ligefrem den skarpeste kniv i skuffen, og særlig heroisk kan man heller ikke beskylde ham for at være, men det kommer alligevel som et chok, da han pludselig dukker op midt i et kapitel, der ellers handler om Bruce Willis’ figur, blot for at blive aflivet på den mest ydmygende måde. Med en næsten kriminel ligegyldighed har han glemt sit våben på køkkenbordet, da han går på toilettet, og bliver prompte skudt nærmest ved et uheld, da en brødristers indhold popper op. Man er da også næsten beroliget, da figuren alligevel dukker op senere i et langt flashback. Ellers havde det vist næsten også været den mest uværdige afslutning, siden Bobba Fett endte som Sarlacc-frokost i “Star Wars: Episode VI – Jedi-ridderen vender tilbage”.

Jackie Brown: Louis skyder Melanie i irritation.

”When you robbed banks, did you forget where your car was then too?”
I forhold til Tarantions andre film er “Jackie Brown” fattig på de helt store chok, men man bliver alligevel lidt paf, da Bridget Fondas figur Melanie bliver plaffet ned. Midt i et skænderi over hvor bilen mon er parkeret bliver den irriterede Louis (spillet af Robert De Niro) så hidsig, at han trækker pistolen og skyder hende. I forhold til Robert De Niros sædvanlige glamourøse gangsterroller er Louis da også en bevidst ynkelig og smådum udgave, der lader til at have indtaget nogle stoffer, som har gjort permanent skade, og han er end ikke klar over, at han med denne handling har underskrevet sin egen dødsdom.

Kill Bill: Vol. 2: The Bride bliver overlistet af Budd og begravet levende.

”This is for breaking my brother’s heart.”
Efter at Tarantino omhyggeligt har forklaret, hvilken ualmindelig sej tøs Uma Thurmans The Bride er og samtidig illustreret, hvor ynkelig Budd – der nu renser toiletter – har udviklet sig, er det ikke med den store usikkerhed om udfaldet, at man afventer slagsmålet mellem de to. Plottet får dog en overraskende drejning. Budd viser sig på mange måder at være en af de farligste af lejemorderne, da han ganske uventet overrasker The Bride og sætter hende gennem en gevaldig prøvelse. Hun overlever hans planer, men historien twistes imidlertid endnu engang, og det ventede efterfølgende opgør mellem de to bliver aldrig til noget. I stedet bliver Budd selv narret og kommer af dage på en mindre værdig måde.

Death Proof: Stuntman Mike bliver et hysterisk skvat.

”I didn’t mean to, I was just… playing around!”
Man kan sige meget om den sadistiske Stuntman Mike, men han er i hvert fald en ualmindelig hård negl. Det tror vi i hvert fald gennem hele “Death Proof”, indtil styrkeforholdet pludselig vender, og han såres af de piger, han har forfulgt. Lige med ét forvandles han til en ynkelig samling jamren og tiggen og bekræfter dermed det i det virkelige liv ofte sete forhold, at de ledeste bøller oftest er de største skvat. Den slags ses dog sjældent på film, og i “Death Proof” må man da også overgive sig til latteren, da Kurt Russell herligt overspiller sin figur i filmens sidste studer og skræller hele det tough guy-image af, han indtil da har opbygget.

Kill Bill: Vol. 1: The Bride skalperer O-Ren.

”That really was a Hattori Hanzo sword.”
O-Rens skæbne er givet på forhånd, men det kommer alligevel som et chok, da hendes kamp mod The Bride ender blodigt, og toppen af hendes hoved bliver skåret fuldstændig af. Lucy Liu har næppe nogensinde set flottere ud end i denne film, og man betragter hende derfor med vantro, da man pludselig stirrer lige på den øverste del af hendes hjerne, der popper ud, hvor skallen er blevet kløvet. De fleste af os ler, men det er måske mest af alt, fordi vi ikke helt ved, hvordan vi ellers skal reagere på det uventede syn.

Pulp Fiction: Vincent Vega skal give et skud adrenalin i brystet på Mia Wallace.

”I’ve never had to give an adrenalin shot!”
Latter er også den mest hyppige reaktion på den berømte scene i “Pulp Fiction”, hvor Vincent Vega pludselig skal give et skud adrenalin i brystet på den kvinde, han ellers skulle beskytte, men som nu har taget en overdosis. Da “Pulp Fiction” havde premiere, nød Tarantino efter sigende at snige sig ind i biografen for at se denne scene blandt publikum, netop fordi han elskede at betragte deres reaktion: En del holdt sig for øjnene, den anden del grinte hysterisk, og den tredje gjorde begge ting samtidig. Det var i hvert fald mildest talt ikke en scene, man forventede at se, hvis man gik intetanende ind i biografen for at se den nyeste Bruce Willis-film.