Det ligner ellers ikke Tarantino at lave en periodefilm. Men det klæder faktisk den ombejlede herre at bevæge sig ud af det kriminelle miljø fyldt af bad ass motherfuckers og håndpistoler. Nå ja, der er sådan set masser af begge dele i “Inglourious Basterds”, men sat i 2. Verdenskrig får det et noget anderledes tvist, end vi er vant til fra Tarantinos side. Og så alligevel ikke. For drivkræfterne i denne film er præcis de samme som i tidligere film: ultravold og velskreven dialog med et subtilt, konstant underliggende lag af ubehag.

Tarantino er en fantastisk personinstruktør. Karaktererne i filmen er knivskarpe, og samtlige skuespillere funkler og brillerer i deres respektive roller. Der gøres brug af amerikanske såvel som europæiske stjerner, og historien udspiller sig på både engelsk, tysk, fransk og italiensk, hvilket er et kærkomment alternativ til den amerikanske tradition, hvor alt oversættes til engelsk. Filmen starter med en fantastisk scene, hvor Jødejægeren besøger en fransk bonde for at undersøge, om han skjuler en eftersøgt jødisk familie. Med velgennemtænkt kameraføring og klipning opnås en vanvittig intens stemning på baggrund af noget så actionforladt som en samtale mellem to mænd.

Sammenfattet kan det altså konkluderes, at Tarantino med sin fremragende dialog, sit indgående kendskab til de filmiske virkemidler samt den kyndige personinstruktion beviser, hvor habil han er bag et kamera. Derfor må man også spørge sig selv: Hvorfor prøver han at sabotere det? Pludselig og totalt ude af kontekst sætter Samuel L. Jacksons stemme ind med en forklarende voice over. På et andet tidspunkt bliver et stort, gult skilt med navnet på en nyintroduceret karakter klasket op på skærmen. Hvad skal vi bruge det til? Det er nu mere end 15 år siden, Tarantino gjorde sine postmoderne pointer med “Pulp Fiction”, men den selvreferentielle metatekstualitet virker nu om dage ikke som andet end en forstyrrende krampetrækning fra en instruktør, der fortsat prøver at sætte sit personlige præg på filmindustrien. Tarantino er dygtig, ingen tvivl om det, men han er bestemt ikke længere nyskabende. Tværtimod fremstår han som en kopi af sig selv.

Præsenteret i anamorphic 2.35:1. Samlet set et ganske glimrende transfer. Farverne er gode og naturlige og billedet frit for grums. Kontrasten har en del små udsving, og der forekommer en smule edge enhancement. Skarpheden er god, men ikke perfekt.

Dolby Digital 5.1. “Inglourious Basterds” er en film, der er båret meget af dialog. Baghøjtalerne bruges derfor primært til subtile, atmosfæriske lyde, men når kuglerne flyver, kommer der mere gang i alle kanaler. En gang eller to føres soundtrackets elementer ud i forskellige kanaler, hvilket giver en levende, tredimensionel oplevelse af musikken. Lyden er veldefineret over alle frekvenser og er generelt ganske behagelig.

Ekstramaterialet er dvd’ens svageste punkt. Udover nogle forlængede scener, der ikke tilføjer det store til historien, kan man se kortfilmen “Nations’s Pride”, der indgår som en del af plottet i “Inglourious Basterds”, men da man allerede har set en del af den i filmen, er den knap så spændende.

Til tonerne af storladen spaghettiwestern-musik indleder ovenstående ord Quentin Tarantinos længe ventede krigsfilm “Inglourious Basterds”. Hvad, der herefter følger, er en af de absolut bedste åbningsscener, jeg nogensinde har set. En neglebidende, humoristisk og dæmonisk velskrevet dialog mellem en jødeskjulende, fransk bondemand og übernazisten Landa – også kendt under navnet Jødejægeren. Spændingen og den konstant underliggende terror er så velkonstrueret, at det ville få Alfred Hitchcock til at vende sig i graven og anerkendende vende to tommelfingre opad. Og det er kendetegnende for hele filmen, der endnu engang beviser, at Tarantino stadig hører til blandt de mest innovative og kompromisløse filmmagere.

I vanlig Tarantino-stil består filmen af flere forskellige historier, der alle sammen bliver forbundet og til sidst leder hen til filmens store klimaks – biografpremieren på en tysk propagandafilm. Den bliver overværet af alle de store, tyske officerer – fra propagandaministeren Goebbels til den hysteriske Führer. Slutningen skal selvfølgelig ikke røbes her, men den er ikke helt, som man kender den fra historiebøgerne…

Tarantino er først og fremmest en historiefortæller, og det er indlysende, at han brænder for sin idé og sine karakterer. Er “Inglourious Basterds” nogen dyb film? Nej, bestemt ikke, men det har heller aldrig været meningen. Det her er en kærlighedserklæring til filmmediet. Et stort smækkys til de film og de fortællinger, der kan sætte kulør på en kedelig hverdag og få os til at omfavne den gode historie og udforske fantasiens legeplads. Den virtuose billedside, de knivskarpe dialoger og den sjældne tålmodighed for opbygning af hver enkelt scene er en befrielse at overvære i en tid, hvor amerikanske instruktører konstant forsøger at overgå hinanden i eksplosioner, fart og spænding.