De fleste ikke-amerikanske instruktører, der slår stærkt igennem med udfordrende film i deres hjemland og siden rykker til Hollywood, ender som regel med at tabe alle deres personlige varemærker i den strømlinede amerikanske filmproduktion, indtil den sidste gnist af individualitet er slukket.

Således er det dog ikke gået for Peter Weir, der imponerende har formået både at betræde kunst- og mainstream-filmenes stier og skabt bemærkelsesværdige filmværker af begge slags. I Hollywood er det først og fremmest bundlinjen, der tæller, men Weir har ikke desto mindre formået at bevare nogle personlige aftryk i produkterne og har dermed på mange måder opnået en position som mange stræber efter, men som kun de færreste er heldige nok til at opnå.

Peter Weir blev født i 1944 i Sydney og studerede bl.a. kunst og jura ved Sydney Universitet. Han fattede dog interesse for film og begyndte at lave dokumentarer og kortfilm, der gradvis vakte mere og mere opmærksomhed. Da spillefilmsproduktionen for alvor tog form, blev Weir en ledende skikkelse i den nye bølge af australske film, der bl.a. også inkluderede titler som “Mad Max”, og som succesfuldt blev eksporteret til udlandet i 70’erne. Dermed var han dog kun lige begyndt.

I anledning af premieren på Peter Weirs nyeste film “The Way Back” har Filmz kigget på nogle af de betydeligste værker, som filmskaberen har stået bag.

The Cars That Ate Paris (1974)

Efter en lang række kortfilm tog Weir springet til spillefilmslængde med den makabre og sortkomiske “The Cars That Ate Paris”. Historien følger en lille australsk by i et landskab, der næsten kunne beskrives som høfligt apokalyptisk. Byens beboere guider bevidst forbikørende biler i ulykker og lever af at stjæle resterne. En af ofrene bliver en ung skyldplaget mand, der indvilger i at blive en art frivillig fange. Hele byen optræder næsten som en slags forstørret dysfunktionel familie, hvor byens hykleriske fædre til sidst angribes af de morderiske teenagere, der har udsmykket deres biler med alverdens drabelige udstyr. “The Cars That Ate Paris” er ikke lige velfungerende hele vejen igennem, men den vidner om et betydeligt talent under opsejling. I betragtning af det skrabede budget, den blev lavet på, er filmen en imponerende bedrift med en provokerende og komplet amoralsk slutning. Fortællingen er siden blevet lidt af en kultfilm og blev sågar opført som musical i 1992.

Picnic at Hanging Rock (1975)

Hvor “The Cars That Ate Paris” fik megen af sin styrke fra overdrevne virkemidler, så gør det modsatte sig næsten gældende for “Picnic at Hanging Rock”. Filmen får i høj grad sin magt over tilskueren gennem al det, som den antyder og ikke viser. Fortællingen, der foregår i Australien ved det forrige århundredeskifte, følger en gruppe piger, som forsvinder sporløst under mystiske omstændigheder, og de mange forsøg på at finde frem til sandheden. Det er, som om selve bjerget har slugt dem. Weirs kontrol over filmens tone er noget nær perfekt, og uden at anvende nogle af de sædvanlige midler til at skabe uhygge formår han ikke desto mindre at give det hele en ængstelig foruroligende fornemmelse af, at noget overnaturligt, ældgammelt og decideret erotisk lurer i græsset og i klipperne. “Picnic at Hanging Rock” bygger langsomt sin fortælling op, men bliver man først smittet med dens mysterie, forbliver den en hjemsøgende oplevelse, som man aldrig bliver helt færdig med. For mange – inklusive undertegnede – er den trods mange senere bedrifter forblevet Weirs bedste film og et uafrysteligt mesterværk.

Den sidste bølge (1977)

Kan noget så simpelt som vand være uhyggeligt? Ja, i “Den sidste bølge” kan det godt. “Picnic at Hanging Rock” havde allerede taget hul på forholdet mellem de hvide australiere og naturen, og “Den sidste bølge” tog konflikten endnu mere direkte op. Her følger vi en advokat – spillet glimrende af Richard Chamberlain – der bliver sat til at forsvare en gruppe australske indfødte, der er anklaget for mord. Hvad der følger er en serie tvetydige begivenheder, hvor tiltagende foruroligende syn møder vores advokat. Han synes enten at opleve et langsomt personlighedssammenbrud eller en spirituel vækning, og faktisk synes Weir at lege med tanken om, at en åndelig indsigt ville ligne galskab i den moderne verden. Hvor “Picnic at Hanging Rock” var ekstremt behersket, så falder “Den sidste bølge” over i surrealisme og byder på adskillige nervepirrende sekvenser. Resultatet er alligevel ikke fuldt ud tilfredsstillende – man efterlades med følelsen af, at Weir har mere på hjerte, end han rent faktisk får sagt – men “Den sidste bølge” er ikke desto mindre et svært fascinerende bekendtskab.

Gallipoli (1981)

De mere eksperimenterende sider blev gradvist skubbet mere og mere i baggrunden i Weirs kommende film, og “Gallipoli” demonstrerer for første gang en ganske lineær beretning, fortalt uden de store stilistiske udsving. Filmen følger to unge australiere – spillet af Mark Lee og en purung Mel Gibson – som melder sig til den australske hær under første verdenskrig og bliver sendt til Tyrkiet, hvor deres ungdommelige idealer kommer til en brat ende. “Gallipoli” er dog kun på overfladen en krigsfilm og ligger i ånd tæt op ad en film som Stanley Kubricks “Ærens vej”. Den beskriver et tab af uskyld og et spildt potentiale i de unge mænd, hvis liv ganske nyttesløst ofres i krigens modebydeligheder. Jean-Michel Jarres elektroniske musik skærer temmelig meget i ørerne, når man ser filmen i dag – det er et af de eneste punkter, hvor “Gallipoli” for alvor røber sin alder – men ellers så er den forblevet en dybt bevægende skildring med en uforglemmelig slutning, og filmen var forståelig nok medvirkende til at fastslå Mel Gibsons stjernestatus.

Vidnet (1985)

Sammenstød mellem kulturer har været et kendetegn gennem flere af Weirs film, og det er også omdrejningspunktet i Peter Weirs “Vidnet”, der har Harrison Ford i hovedrollen. “Vidnet” var Weirs første amerikanske film og vækker da også minder om de klassiske amerikanske westerns. En Amish-dreng bevidner et brutalt mord og må sammen med den sårede politimand, spillet af Ford, gemme sig blandt Amish-folket. “Vidnet” ligner umiddelbart en krimi og har bestemt også sine nervepirrende øjeblikke, men filmen er først og fremmest en diskussion om vold kontra pacifisme. Ligesom “Gallipoli” omhandler filmen tabet af uskyld, der opstår, da voldelige elementer lukkes ind i den fredelige Amish-verden samt den forbudte romance, der opstår mellem Ford og Kelly McGillis’ figur. “Vidnet” er noget så sjældent som en intelligent moden thriller, og det yderst velskrevne manuskript er siden blevet et reference-eksempel på klar og velstruktureret historiefortælling. En ung Viggo Mortensen kan for øvrigt ses her i sin debut-rolle.

Mosquito-kysten (1986)

Indtil videre var alle Peter Weirs film blevet positivt modtaget, men hans held kom dog til en brat ende med “Mosquito-kysten”, der blev en kritiske og kommerciel fiasko. Den beherskede modtagelse skyldtes utvivlsomt ikke mindst, at Harrison Fords rolle var så usympatisk, og ligesom med “Blade Runner” var publikum frustrerede over at se den helt, de kendte og elskede fra “Star Wars” og “Indiana Jones”, opføre sig så uheroisk. Her spiller Ford en excentrisk opfinder, der er overbevist om, at samfundet står på sammenbruddets rand, og derfor fører familien dybt ind i junglen for at vende tilbage til en mere ægte livsstil. Opfinderens selvtilfredse følelse af overlegenhed kommer imidlertid til kort i den barske natur, og snart begynder glansbilledet at falme. “Mosquito-kysten” lader undertiden til at gå lidt i stå, men den er fyldt med fine præstationer fra Ford, Hellen Mirren og River Phoenix, og Weir giver det hele en autentisk følelse samt en afrunding, der både er bevægende og dybt ironisk på samme tid. Trods den beskedne indtjening har Ford da også vedvarende forsvaret “Mosquito-kysten” som en film, han er umådelig stolt af.

Døde poeters klub (1989)

“Mosquito-kysten” brød Weirs ellers ubrudte succesrække, men tre år senere fulgte han filmen op med “Døde poeters klub”, der hurtigt bragte ham tilbage i spotlyset. Filmen modtog adskillige Oscarnomineringer samt en enkelt statuette og vakte ikke mindst opsigt ved at placere Robin Williams i en alvorlig rolle, hvori han demonstrerede et betydeligt talent. På sin vis er “Døde poeters klub” en tilbagevenden til nogle af de samme temaer fra “Picnic at Hanging Rock”, men hvor de foregik imellem linjerne i “Picnic at Hanging Rock”, er de i klassisk Hollywood-vis nu bragt op i front, hvor end ikke en blind ville kunne overse dem. Man kan indvende mod “Døde poeters klub”, at den er oversimplificerende og sentimental, men man kan dårligt nægte, at den som et direkte opråb har en enorm magt og både er bevægende og inspirerende. En ikke særlig Hollywoodsk attitude skinner også igennem. Jo vist, filmen handler om frigørelse og mod, men de, der rejser sig mod tyranniet, ender i sidste ende med at betale en høj pris for deres integritet.

Frygtløs (1993)

Traumatiserede personer har ofte fyldt Weirs film, men “Frygtløs” bringer dem for første gang i front. Jeff Bridges spiller en mand, der mirakuløst overlever et flystyrt uden en skramme, og som efterfølgende befinder sig i en illusion af usårlighed. Han er som titlen siger frygtløs, men tilstanden viser sig både at være ligeså lammende, som den er frigørende. I sidste ende gør den ham ude at stand til at fungere i verden. Efter at have anlagt en noget lettere tone viser “Frygtløs” en Weir tilbage i temaer, der er næsten så mørke som dem i “Mosquito-kysten”. Jeff Bridges indtager hovedrollen med en præstation så imponerende, at det er meget vanskeligt at forestille sig nogen anden i rollen, men fremragende er også Rosie Perez som en kvinde, der har overlevet det selvsamme styrt, men hvis datters død har efterladt hende i en modsat tilstand af sorg og skyld. Perez modtog en Oscarnominering for rollen, men ellers var filmen langt fra den økonomiske succes som “Døde poeters klub” havde været.

The Truman Show (1998)

Efter et fravær på hele fem år vendte Weir tilbage med “The Truman Show”, der som komedie atter anslog en lysere tone, men som ikke desto mindre havde uventet vægt. Med “Døde poeters klub” havde Weir succesfuldt anvendt komikeren Robin Williams i en mere alvorlig rolle, og på lignende vis anvendte “The Truman Show” Jim Carreys humoristiske talent i en mere seriøs udgave. Han spiller manden, der gradvist opdager, at hele hans liv er fabrikeret tv-underholdning, som millioner hver dag følger med i. Når man ser filmen i dag er man ikke mindst slået af dens profetiske natur. I 1998 var reality-tv endnu ikke det massive fænomen, som det siden skulle blive, og på mange måder er “The Truman Show” en slags pendant til “The Social Network” som en udstilling af samtidens mindre charmerende sider. Imponerende er ikke mindst konstruktionen af det kunstige lilleby-paradis, der til forveksling ligner et mareridt, men samtidig er det dog ærgerligt, at filmen ikke helt tør blive så bidsk, som indholdet ellers lægger op til – man fornemmer en vis angst for at støde det brede publikum fra sig. Alligevel er filmen et fascinerende værk, og Weirs instruktion er noget nær fejlfri.

Master and Commander: Til verdens ende (2003)

Nogle film giver ikke nødvendigvis det største indtryk ved første syn, men vokser til gengæld enormt ved gensyn og eftertanke. “Master and Commander: Til verdens ende” er nærmest selve definitionen på sådan en slags film. Da den dukkede op i 2003, var Russell Crowe på sin karrieres højdepunkt, men publikum var skuffede over denne film, der slet ikke var det action-fyldte eventyr, man forventede. I stedet er den en tankevækkende fortælling, der udspiller sig på et krigsskib, hvor hierarkiet er fuldstændig fasttømret. Krigens og tidsåndens modebydeligheder skjules bestemt ikke, men trods sine vægtige temaer er “Master and Commander: Til verdens ende” ikke desto mindre en ekstremt underholdende rejse tilbage til en svunden tidsalder, som fuldstændig formidabelt bringes til live med overbevisende miljøbeskrivelser og teknisk snilde – ikke mindst lyden af kanonkuglerne, der fræser gennem træskibene, er forbløffende. Weir er måske ikke den unge mand, han engang var, men der er ikke antydningen af træthed at spore i dette herlige eventyr.

Hvilken Peter Weir-film er din favorit? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor for at diskutere artiklen i forummet.