Det startede ellers så godt, men siden gik det så skidt. Filmprogrammet “DR2 Premiere” har med en imponerende hast bevæget sig fra en lille sensation til en pinlig langtrukken affære og er nu meget tæt på at være det værste anmelderprogram i moderne tider. Hvordan i alverden gik det dog så galt så hurtigt?

Det lod ellers næsten til at være en uoverstigelig opgave at tage arven op efter Ole Michelsens hæderkronede “Bogart”-program, hvori han magtede at få skabt en personlig og vedkommende stil. Man følte, at man kendte manden og hans smag, og selvom nedladende tillægsord som frankofil og elitær fulgte ham i de første år – ligesom de har fulgt så mange andre anmeldere – så var beskyldningen dog uretfærdig, idet Michelsen faktisk havde en ret bred smag. Uge efter uge leverede han begavede anmeldelser, der var fyldt med hans åbenlyse engagement – noget, man ellers ofte savner i anmeldelser, der tit bærer præg af at være glædesløst pligtarbejde.

Den skygge, han kastede, var stor, og mange blev siden kvast i den. Søren Høy overtog tøjlerne, men formåede aldrig rigtig at skabe en selvstændig profil. Selv med den nye titel “Filmland” blev programmet stadig opfattet som “Bogart” uden “Bogart”-værten og måtte hurtigt se sig forvist til radioen. TV2 havde før forsøgt sig med det ungdomsrettede “Filmkanylen”, der fik fire år, inden det blev skrottet, og i stedet nøjes man nu med korte indslag fra forskellige anmeldere i “Go’ morgen Danmark”. Mest markant huskes utvivlsomt Nils Frid, der siden fik sit eget kortlivede program på TV3, og som havde en forkærlighed for platte amerikanske komedier samt nogle voldsomt underlige argumenter. Han kritiserede bl.a. “The Road to Perdition”, fordi han ikke kunne holde synet af Tom Hanks ”snotstopper” ud. Frids anmeldelser var dog ikke uden underholdningsværdi, men man grinede nok mere af ham end med ham.

Der blæste nye vinde, da Mikkel Munch-Fals påtog sig værtsrollen i “DR2 Premiere” og anlagde en ganske anden stil. Der blev lagt an til en ny form med ironisk flabet lune, kæk sammenklipning af forskellige filmscener og i det hele taget en ganske åbenlys filmnørdet begejstring for mediet. Anmeldelserne var af stærkt svigende kvalitet og bestod ofte blot af en enkelt sætning eller to og var vel snarere meningstilkendegivelser end egentlige anmeldelser. Alligevel lykkedes det for første gang at lancere et program, der syntes at have frigjort sig fra “Bogart”s skygge, og de gange, hvor Munch-Fals rent faktisk fik taletid, var han glimrende til tjansen.

Sådan blev det dog som bekendt ikke ved, og hvorvidt det skyldes ønsket om at lave egne film eller den nyopståede kritik af, at Munch-Fals selv havde projekter i Nordisk Film og derved en økonomisk interesse i de film, han anmeldte, så forlod han kort efter programmet. Det skulle blive startskuddet til en nedadgående spiral, der indtil videre har været ganske uafbrudt.

I stedet for at indsætte en ny vært valgte man at anvende skiftende værter bestående af folk fra filmindustrien, som nu skulle udtrykke deres mening om kollegernes og måske kommende arbejdsgiveres arbejde. Navne som Zlatko Buric, Søren Fauli, Sofie Lassen-Kahlke og Regner Grasten fyldte skærmen. Det var selvsagt en ringe idé af mange årsager – for det første fordi filmskabere selv som regel er temmelig dårlige til at vurdere andres arbejde, da de sjældent kan sætte sig ud over deres egen synsvinkel. Endnu værre var det måske, at mange tydeligvis slet ingen evner havde for jobbet. Det var som at se et slags “X-Factor”, hvor man blot havde erstattet sangere, som ikke kan synge, med anmeldere, der ikke kan anmelde. Alligevel var der dog ligesom i “X-Factor” en form for freakshow-underholdningsværdi i at se kendisser forsøge sig med noget, som de ikke ligefrem havde naturligt anlæg for.

Mest vedvarende var dog de nogle gange absurd positive anmeldelser, som danske film fik, hvorimod de mere skæve værker ofte fik en vilkårlig brutal håndtering alt efter, hvilken type anmelder man denne uge havde hevet ind. Jes Graversen fra Miracle Film Distribution frabad sig sågar, at man anmeldte hans film efter en særdeles hård og ikke ligefrem særlig godt underbygget nedsabling.

Som tiden gik, og tiltagende mere ukendte filmpersonligheder blev hevet ind, var det tydelig, at konceptet ikke kunne fortsætte, og man valgte langt om længe to faste værter. Det blev kortfilminstruktøren Tea Lindeburg samt Film- og medievidenskabslektoren Kasper Bering Liisberg. Dermed skulle seriøsiteten være genskabt. Det var den dog langt fra.

Hvor det gamle “Filmland” var “Bogart” uden “Bogart”-værten, så er “DR Premiere” nu blevet programmet uden Mikkel Munch-Fals, og hvor oplæggene var som skræddersyet til Munch-Fals, så passer de meget dårligt til de to nye værter. De fremstår i stedet som et par usikre størrelser, der kejtet forsøger at tale ungt for ikke at skræmme publikummet væk. Nedprioriteret er alt, der kunne minde om analyse og kritisk overvejelse, og til gengæld er anmeldelserne blevet erstattet med betragtninger af typen ”Det siger mig ikke noget”, ”Der sker jo ikke noget” og ”Hvad skal jeg bruge det til?”. Hvis anmeldelser alligevel kun skal være ens første ureflekterede indtryk, så var det måske nemmere at gå direkte til karaktergivningen.

En god anmelder er også opdragende i den positive forstand, at han eller hun nogle gange kan åbne andres øjne for et værk eller få en til at opsøge noget, man normalt aldrig ville have valgt, men der er ingen visdom at hente i blot at få at vide, at ”Det her smager sørme skidt” og ”Det her smager dejligt”.

På programmets Facebook-side er væggen overrendt at kritik, som er blevet så overvældende, at sidens administratorer tilsyneladende er begyndt at slette den, men man forstår frustrationen. Det er som om, at man nu har prøvet alle anmeldere og så har valgt de værste. Læg dertil, at parret af uransagelige grunde er blevet instrueret til at anlægge en stemmeføring, som var de værter i “Bubbers badekar”, og at deres indbyrdes indstuderede skænderier mest af alt ligner noget fra en genudsendelse af et gammelt “Linie 3”-show.

Det er utvivlsomt nødvendigt med nye boller på suppen for at tiltrække yngre seere, men det virker alligevel, som om man for alvor har skrabet bunden i denne omgang. Det er alt for let at trække på skulderen og konstatere, at alting var meget bedre i gamle dage, men i det her tilfælde passer det faktisk. Programmet var bedre i gamle dage – eller endda blot for et enkelt år siden.

Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter artiklen i forummet.