”Andre filmskabere har haft flere penge, mere avanceret teknik, flere special effects. Alligevel har ingen overgået ham.”

– Zhang Yimou om Akira Kurosawa

På enhver liste over de betydeligste og mest indflydelsesrige instruktører vil navnet Akira Kurosawa nødvendigvis stå, og faktisk er der mange genrer, som det er særdeles svært at forestille sig uden hans påvirkning. Han synes om noget at være selve indbegrebet af den perfekte kombination af kunstneriske visioner og formidabel underholdning. Derfor er det også let at tro, at den japanske mester havde relativt lette kår mht. finansieringen af sine film, men tværtimod var han ofte hårdt presset på pengepungen. Kurosawa må regnes for en af de mest risikovillige instruktører i filmhistorien, og trods hans kolossale talent betalte mange af hans satsninger sig ikke økonomisk.

Akira Kurosawa blev 23. marts 1910 født ind i en familie, der tilhørte den øvre middelklasse. Faderen var interesseret i vestlig kultur og introducerede Akira for filmens verden, og selv da den japanske kultur senere vendte sig bort fra den vestlige, blev faderen ved med at tro på dens positive virkning. I 1923 raserede et gigantisk jordskælv Tokyo og dræbte tusinder, og den unge Akira blev vidne til et frygteligt syn af dyr og mennesker i ruinerne, der satte sine spor resten af hans liv. Mærket blev han også af storebroderens selvmord og de mange øvrige dødsfald, der ramte hans søskende.

Kurosawa blev uddannet som instruktør og viste øjeblikkeligt sine duperende evner. I arbejdet måtte han ofte døje med først den japanske censur og senere den amerikanske, da krigen nåede hjemlandet. Som instruktør var han notorisk perfektionistisk og gik langt for at opnå netop den effekt, han ønskede. Han beundrede amerikanske John Ford kolossalt, og i hjemlandet var man ofte mistænksom over for ham, netop fordi man betragtede ham som alt for vestlig i udtrykket. Ikke desto mindre satte han dybe spor i filmhistorien, og der er næppe mange instruktører, der har lavet en så lang række af fremragende værker som Kurosawa. I anledningen af den nylige 100-årsdag for hans fødsel har Filmz kigget nærmere på et lille udvalg af Kurosawas film.

Drunken Angel (1948)

Der er mange årsager til, hvorfor “Drunken Angel” er en mindeværdig film. Det er den første film, som Kurosawa fik lov til at lave nogenlunde uden indblanding, den regnes ofte for hans første mesterværk, og så markerer den begyndelsen på et af de mest berømte makkerpar i filmhistorien, eftersom det var Kurosawas første samarbejde med skuespilleren Toshirō Mifune. Mifune var ved at aflægge prøve til en anden rolle, da Kurosawa opdagede ham, og Kurosawa var så imponeret over Mifunes talent, at han omgående tilbød ham hovedrollen i filmen. Mifune spiller en yakuza-gangster, der rammes af sygdom og må søge hjælp hos en alkoholiseret læge (spillet af Takashi Shimura, der ligeledes blev en fast Kurosawa-skuespiller). På trods af restriktionen fra censuren lykkedes det Kurosawa at benytte den film-noirske historie til at male et portræt af det krigshærgede Japan. Filmen er en medrivende oplevelse, og den demonstrer også et af Kurosawas tilbagevendende temaer: Den optimistiske idealisme sat overfor de kolde realiteter.

Rashômon – Dæmonernes port (1950)

Det var dog med “Rashômon”, at Kurosawa for alvor vakte opsigt, og den lagde på mange måder grundstenen til hans fremtidige arbejde. Filmen fortæller om et skæbnesvangert møde mellem et gift par og en bandit, men i stedet for at følge en lige linje, berettes historien gentagne gange set fra forskellige synsvinkler, og seeren efterlades i tvivl om, hvad der præcist er sket, og om objektiv erkendelse overhovedet er mulig. Den tankevækkende handling suppleres af Kurosawas blændende visuelle evner, og han gik endda så langt som til at få farvet regnen, så det havde netop den fremtoning, han ønskede. Filmen blev behersket modtaget i Japan, men til de hjemlige kritikeres overraskelse blev den modtaget med begejstring i udlandet – et misforhold, der ville blive ved med at forfølge Kurosawa. “Rashômon” blev ekstremt indflydelsesrig, og ikke mindst mange western-instruktører lod sig inspirere. Den blev endda forsøgt genindspillet med selveste Paul Newman i hovedrollen, men alligevel udeblev magien fuldstændig fra den udgave.

Ikiru (1952)

Selvom Kurosawa vedblev med at være mest kendt for sine voldelige fortællinger – og der findes næppe nogen instruktør, som har fået mere poesi ud af dem end ham – så er der dog også en ganske anden side af filmskaberen, som ikke mindst kommer til udtryk i “Ikiru”. Beretningen følger den pligtopfyldende, men glædesløse funktionær Watanabe, der pludselig rammes af fortvivlelse, da han erfarer, at han har en uhelbredelig kræftsygdom. Hans tragedie består ikke så meget i, at han skal dø, men i at han aldrig rigtigt har levet, og den desperate jagt på tilværelsens indhold bliver filmens omdrejningspunkt. Takashi Shimura yder sit livs præstation som den kræftramte Watanabe, hvis ansigt bliver en maske af lidelse, der skærer i hjertet. På trods af den nedslående handling formår Kurosawa at frembringe et værk fyldt med optimisme og livslyst uden nogensinde at forfalde til blåøjet naivitet.

De syv samuraier (1954)

Af alle Kuroswas film er der næppe nogen, der er mere set end “De syv samuraier”, som tilmed også er en af de mest kritikerroste. Til trods for succesen var den en kolossal satsning fra Kurosawas side. Under optagelserne blev den konstant standset pga. budgetoverskridelser, og filmselskabet var tæt på at gå konkurs undervejs. Resultatet var dog den til dato mest ambitiøse og skelsættende japanske film, der også blev en publikumssucces. Den velkendte historie følger en gruppe arbejdsløse samuraier, der hyres til at beskytte en landsby mod raserende bander, som truer med overfald, tyveri og massevoldtægt. “De syv samuraier” betragtes ofte som den første moderne actionfilm, og den opfandt også en hel undergruppe af spændende fortællinger, hvori en gruppe helte præsenteres og samles for at udføre et fælles mål. Filmen er en blændende historie med eventyr, komiske scener, visuelt trylleri samt pludselige øjeblikke af voldsom følelsesmæssig styrke. Ikke mindst slutningen er nærmest fuldstændig uafrystelig.

Blodets trone (1957)

Kurosawas forkærlighed for vestlig kultur skinner også igennem i hans begejstring for Shakespeare, og netop den ligger til grund for “Blodets trone”, der flytter handlingen fra “Macbeth” til det feudale Japan. Mifune indtager atter hovedrollen som den trofaste general, der takket være en mystisk spådom og en magtsyg kone lader sin ærgerrighed føre ham til mord og undergang. Mifune er atter blændende i hovedrollen, og på trods af – eller måske netop på grund af – de mange friheder, Kurosawa tager sig med materialet, så hører “Blodets trone” til blandt de allerbedste Shakespeare-filmatiseringer. Mindeværdig er ikke mindst den berømte slutning, hvori en veritabel hær af pile vælter ned over Mifune. Det dramatiske i den scene skyldtes blandt andet, at Kurosawa insisterede på at bruge ægte pile skudt af træfsikre bueskytter, der lod dem falde lige ved siden af Mifune. Frygten i hans øjne er derfor reel nok og i høj grad med til at gøre scenen så hjemsøgende.

Den skjulte fæstning (1958)

Så er de kunstneriske ambitioner noget mindre i “Den skjulte fæstning”, men til gengæld er underholdningsværdien betydelig. Filmen følger to forhutlede bønder, der ved skæbnens forskellige pust bliver flygtninge og støder ind i general Makabe, spillet af Mifune. Han rekrutterer dem til at blive hans hjælpere, og snart bliver de involveret i et forsøg på at smugle en prinsesse og noget guld gennem farlige territorier. Filmen var Kurosawas første i det brede TohoScope, der var det japanske svar på CinemaScope. Det var et format, som Kurosawa benyttede formidabelt, og som han blev ved med at bruge i løbet af det næste årti. “Den skjulte fæstning” blev et stort hit, og beretningen – hvori de to bipersoner bliver filmens omdrejningspunkt – blev efterfølgende bl.a. anvendt af George Lucas, der brugte den samme fortælleform i den første “Star Wars”-film.

Livvagten (1961)

Den første ting, den herreløse samurai ser, da han træder ned ad gaden, er en afhugget hånd, som en hund bærer på. Så enkelt åbner “Livvagten”, hvori Mifune påtager sig rollen som den praktisk talt navnløse kriger, der ankommer til den hærgede by. Herefter følger en western-fortælling flyttet til det vilde østen, hvori kulsort humor blandes med drabelige sværdkampe, og hvor Mifune leverer sin mest ikoniske præstation som den kyniske samurai, der dog har et skæbnesvangert svagt punkt for en familie i nød. Kurosawa lavede muligvis dybere film end denne, men næppe nogen, der var mere forrygende underholdende, og “Livvagten” udmærker sig også ved sine blændende billeder og regnes ofte for den bedst fotograferede Kurosawa-film overhovedet. Filmen var inspireret af John Fords værker, men kom selv til at inspirere utallige andre film, og ikke mindst Sergio Leone lavede en uofficiel genindspilning med “En nævefuld dollars”, der dog på trods af at være en glimrende western langt fra er på niveau med denne herlige film.

Rødskæg (1965)

I kontrast til de voldsomme begivenheder i “Livvagten” så er “Rødskæg” mere i tråd med de rolige eksistentialistiske toner fra “Ikiru”. I filmen følger vi en ung ærekær læge, der sendes til en klinik under ledelse af en læge kaldet Rødskæg, spillet af Mifune. Hvad der følger er en stilfærdig og langsomt fortalt opbyggelig fortælling krydret med social kritik, og ligesom “Ikiru” er den en af den slags film, der potentielt set kan ændre den måde, tilskueren betragter sine omgivelser. Filmen blev imidlertid på mange måder et vendepunkt for Kurosawa, og de langvarige optagelser, hvori Mifune blev nødt til at beholde sit skæg og derfor ikke kunne påtage sig andre opgaver, satte Mifune i økonomisk bekneb. Hans ophobende gæld var en medvirkende årsag til, at der kom et brud mellem makkerparret. De to kom aldrig til at arbejde sammen mere, og det personlige forhold mellem de to forblev anstrengt i mange år. Alligevel omsatte “Rødskæg” pænt, men sådan skulle det ikke fortsætte.

Dodes’ka-den (1970)

Kurosawa påtog sig at instruere krigsfilmen “Tora! Tora! Tora!”, men blev efter stridigheder med selskabet fyret og kastede sig i stedet over en hasteopgave med “Dodes’ka-den”, der følger en gruppe udstødte, som bor på en losseplads. Filmen markerede et stort stilskifte for Kurosawa og var også hans første farvefilm. På trods af en opfindsom, men lige lovlig ekspressiv brug af farver og enkelte stærke scener er den dog også en næsten utrøstelig deprimerende oplevelse, der tilmed enkelte steder tangerer det langtrukne og småkedelige. Filmen blev en kritisk og kommerciel fiasko. Japanerne var ikke mindst rasende over, at han malede et så uskønt billede af deres land, og krisen sendte Kurosawa i en alvorlig depression. Året efter forsøgte han at begå selvmord, men til trods for at have skåret sig selv gentagne gange med en barberkniv, overlevede han prøvelsen.

Dersu Uzala (1975)

Efter krisen og selvmordsforsøget tog det mange år, før Kurosawa omsider fik finansieret sit næste projekt. Han forlod hjemlandet for at lave “Dersu Uzala”, der i stedet udspillede sig i Sibiriens ugæstfri områder. Her møder vi en russisk kaptajn, der er i færd med at kortlægge området. Han træffer den aldrende jæger Dersu Uzala, der er et rent naturmenneske og forsynet med en sjette sans for områderne. De to bliver nære venner, men med skiftet fra vildt landskab til civiliseret verden må den russiske kaptajn dog også indse, at jægerens verden nærmer sig sit endeligt. Selvom filmen ikke helt er på højde med Kurosawas bedste værker, så demonstrerede den dog, at han fortsat var en fremragende filmkunstner, og den gav ham endda en Oscar for bedste udenlandske film.

Ran (1985)

Mens det var blevet tiltagende svært for Kurosawa at få finansieret sine film, havde George Lucas og Francis Ford Coppola hjulpet med at få filmen “Kagemusha” på benene. Dens succes banede vejen for, hvad der skulle blive Kurosawas sidste mesterværk. “Ran” er atter en Shakespeare-filmatisering, der denne gang var løst baseret på “King Lear”. Filmen var den daværende dyreste japanske produktion nogensinde, og visuelt er den en overvældende oplevelse med overdådig brug af farver og nogle skrækindjagende abstrakte sekvenser med vold og kaos i poetisk forening. Filmen præsenterer en nihilistisk apokalyptisk verden, hvor begreber som ære og værdighed bukker under for magtsyge og arrogance. Den teatralske stil gør umiddelbart filmen vanskeligt tilgængelig, men når man første er kommet på bølgelængde med den, er “Ran” en opslugende oplevelse. Den langvarige filmproduktion blev imidlertid en prøvelse for den aldrende instruktør. Undervejs mistede han sin kone, og da den var færdig, havde han næsten også tabt synet. Han regnede den ikke desto mindre selv for at være sin bedste film nogensinde.

Madadayo (1993)

De senere år så man ærlig talt ikke Kurosawa fra hans stærkeste side, og alderen lod for alvor til at trykke ham. Den stort opsatte “Dreams” havde sine momenter rent visuelt, men druknede i en noget overfladisk sentimentalitet, der lå som en tung hånd over filmen. Til gengæld havde hans sidste værk “Madadayo” momenter af en hjertelighed, som man længe havde savnet. Filmen handler om en gammel lærermester, der er blevet et samlingspunkt for sine tidligere studerende, der hylder ham hvert år. Ved festerne gentager de remsen “Er du klar?”, til hvilket han svarer “Madadayo!” – “Ikke endnu!”. Døden ligger ganske vist rundt om hjørnet, ligesom den gjorde for Kurosawa selv, men den aldrende mester var endnu ikke villig til at slippe livet.

Kurosawa arbejde videre og skrev et filmmanuskript, som han dog aldrig selv fik bragt til lærredet, men fem år efter “Madadayo” var det alligevel slut, og han døde af et slagtilfælde 6. september 1998 i sit hjem i Tokyo. Han blev 88 år.

Læs også de tidligere Filmz Classics-artikler:

Filmz Classics: Federico Fellini – den italienske maestro.

Filmz Classics: Carl Th. Dreyer – Dansk films store geni.

Filmz Classics: Orson Welles – Den store mand.