Episk storværk med mislydeDer er storfilmsformat over japanske Akira Kurosawas storladne “De syv samuraier”, der da også hører til mesterens allerstørste. Det er under alle omstændigheder hævet over enhver tvivl, at instruktøren sammen med sine ligeledes filmkreerende landsmænd Yasujiro Ozu og Kenji Mizoguchi dikterede japansk filmproduktion igennem næsten en menneskealder.

“De syv samuraier” er historien om det 16. århundredes borgerkrigshærgede Japan, hvor diskriminerende hakkeordener, autonome magtdelinger og en markant skelnen mellem rig og fattig var hverdagskost for folket i solens rige. Således også for en gruppe øjensynligt fattige bønder i en landsby, der gentagende gange har været genstand for en gruppe banditters (ja, det kaldes de skam) ublu plyndringer af deres afgrøder. Som en sidste desperat handlingsplan beslutter de hårdtarbejdende agerdyrkere derfor at agitere for hjælp hos syv nøje udvalgte samuraier, der udses til beskyttelse af de jordiske interesser og fordrivelse af fjenden.

Tidsbilledet vil – set igennem de nutidige briller – nok virke en anelse støvet og utidsvarende på det store flertal. Det er de klassiske og gammelkendte dyder med hierarkiske inddelinger, respektfulde normer og mandsdominerede æreskodekser, der for alvor bliver sat på spidsen, mens Kurosawas traditionsbundne Japan sættes under lup. Mens striden om magten udspilles, regerer lovsløsheden, kampen for overlevelse er benhård, og enhver er sig selv nærmest. Alligevel – eller måske netop derfor – er der noget forbilledligt over “De syv samuraier”, der får vist, at krigssituationer ikke er så sorte og hvide, som det bliver fremstillet.

De syv japanske samuraier, der, efter sparsommelige vilkår, udvælges til at assistere de trængte bønder – en dåd de i øvrigt ikke belønnes for – er lige så nuancerede og forskellige, som filmens helhedsbillede. Karaktererne er på hver deres måde alle med en fyldighed og en rummelighed, der er alt for sjældent set. Bedst er dog Toshirô Mifunes Kikuchiyo, der oppebæres af japansk film største stjerne igennem tiderne, hans fandenivoldskhed og højkomiske indlevelsesevne. Men hans sværdfægtende kolleger får ikke desto mindre også opretholdt et fornuftigt billede af en flok moralens vogtere, der er lige så menneskelige, som det kød og blod de er skabt af. Kærligheden, bedraget, egoismen og naget er ingen undtagelse her.

Alt imens går ventetiden med at forberede sig på det endelige opgør med de lovløse banditter. Samuraiernes tilstedeværelse sætter den lille by på den anden ende, og det er her, Kurosawa høster de største point igennem en skildring af det altmodisch japanske samfund. Længere i spyttet bliver “De syv samuraier” dog, fra slaget langt om længe indledes, og det kan diskuteres, om ikke en kortere version af storværket ville have været klædeligt. I stedet begynder en uvilkårlig nedtælling, mens samuraierne gør det, de nu engang er bedst til – slår ihjel af guds nåde.

Det er ikke så underligt, at instruktøren, der også har udmærket sig med blandt andre “Ran” (1985) og “Rashômon” (1950), i samtiden høstede stor anerkendelse for “De syv samuraier”, der op til flere gange er blevet anset som værende den bedste japanske film igennem tiderne efter vestlig målestok. Som storfilm har Kurosawas krigsretoriske dinosaur det, der skal til. Håbløsheden og elendigheden beskriver bedre end det sagte ord det uforsonlige i enhver krigshandling. Ikke mindst her, hvor de hårdt plagede folk drives til at udvise sine allerdårligste sider. På den måde er filmen en udsøgt nydelse.

Desværre får Kurosawa aldrig gjort det helt klart, hvorfor de syv samuraier vælger at bistå bønderne i kampen for en hverdag uden de banditter, der terroriserer dem og stjæler deres høstudbytte. Bønderne har – viser det sig undervejs – trods alt på et tidligere tidspunkt taget livet af netop en samurai. Hvad blev der af broderloyaliteten? Og så er der pengespørgsmålet. Samuraierne foretager ydelsen helt uden beregning, og det til trods for, at bønderne nu nok ikke er helt så forarmede, som de giver udtryk for.

Trods sin høje alder er “De syv samuraier” stadigvæk et episk storværk, der godt nok ikke længere kan følge med på et audiovisuelt plan. Derimod holder fortællingen stadig et solidt greb om det problematiske ved enhver krig.

Video”De syv samuraier” fremstår i et 1.33:1 full screen format, der bestemt ikke er imponerende. Det hører dog med til forklaringen, at de sort-hvide celluid strimler har over et halvt århundrede på bagen, hvilket forklarer en del af den ringe billedkvalitet. Der er desuden flere eksempler på edge-enhancement, en svingende kontrast og støv, om end filmen rummer mange stemningsfulde indstillinger. Andre former for digitale udfald og udtværinger forekommer til gengæld ikke.

AudioVærre er dog det japansksprogede Mono 1.0 lydspor, der lider under datidens ringe produktionsvilkår. Mudret lyd og overstyringer er mere reglen end undtagelsen, ligesom atmosfæren heller ikke har meget at byde på. Som noget af det eneste underbygger underlægningsmusikken håbløsheden og elendigheden og er dermed et rimeligt supplement til fortællingens og billedernes ditto.

EkstramaterialeUd over links til distributørens hjemmeside og to siders tekst bag om filmen er der ikke skyggen af ekstramateriale på denne udgivelse.