Af: Benway | Udgivet: 2010-06-26

”If they move. Kill Them!”
– første replik i Sam Peckinpahs “The Wild Bunch”

Uenighed mellem producenter, studier og instruktører er ganske vist hverdagsbegivenheder i filmbranchen, men de slagsmål og stridigheder, Sam Peckinpah havde, får de fleste andres til at ligne engelske teselskaber ved sammenligning. Peckinpahs kamplyste, rebelske og eksplosive personlighed gjorde ham til en vanskelig mand at omgås, og kombineret med hans mangeårige alkohol- og senere stofmisbrug var han en filmskaber, der var i næsten konstant konflikt med alt og alle. Mange er historierne om Peckinpah samt de film, der ikke mindst blev bemærket for den ekstatiske og kontroversielle brug af vold, der gav ham tilnavnet “Bloody Sam”. Det voldelige indhold blev på godt og ondt hans varemærke og blev bl.a. kærligt parodieret i Monty Python-sketchen ”Salad Days”. Imaget som Hollywoods kontroversielle hellraiser blev dog på mange måder en belastning for Peckinpah, hvis mildere værker tit blev overset, og som havde vanskeligt ved at få arbejde udenfor det blodsudgydende felt.

Hans kontroversielle rygte har også haft en tendens til at overskygge hans arbejde. Der har i årevis været en tilbøjelighed til at rose hans værker på trods af, hvad der blev opfattet som deres stødende, chokerende og sexistiske indhold, men som tiden er gået, virker mange af filmene mindre rystende – og det er blevet tydeligt, at hans film ikke er gode på trods af deres paradoksale kvaliteter, men ofte på grund af dem. Hans indflydelse som actioninstruktør har været kolossal, og instruktører som John Woo kunne dårligt tænkes uden Peckinpah, men samtidig havde han store evner som filmfortæller på mange flere felter end blot dette.

Filmz har her kigget nærmere på nogle af de film, der flød fra den fandenivoldske instruktørs hånd.


The Deadly Companions (1961)

”You don’t know me well enough to hate me that much.”

Peckinpah fik sin første smag for Hollywood som manuskriptforfatter og siden instruktør af western-tv-serier. Brian Keith havde arbejdet med Peckinpah og foreslog den unge mand som instruktør på filmen “The Deadly Companions”. Historien følger den hævngerrige Yellowleg, som ved et uheld dræber et barn i en skudduel og for at sone sin skyld tilbyder at føre ham gennem ørkenen for at blive begravet. Peckinpah var ikke begejstret for manuskriptet og sloges konstant med produceren, som dog konsekvent nægtede at ændre i det. I trods filmede Peckinpah slutningen anderledes, men produceren følte, at konklusionen var for voldelig og klippede den om til en udgave, der efterlader et temmelig uforløst indtryk. På trods af filmens ret uinspirerede dialog og den grundlæggende noget forvrøvlede historie demonstrer den dog allerede Peckinpahs spirende evner, og takket være hans instruktion og Brian Keiths skuespilpræstation er den en hæderlig western.


Ride the High Country (1962)

”All I want is to enter my house justified.”

Det var dog med “Ride the High Country”, at Peckinpahs format for alvor kom til at skinne igennem. Filmen etablerer mange af de temaer, der skulle komme til at kendetegne Peckinpahs karriere, og omhandler to aldrende cowboys – spillet af B-western-stjernerne Randolph Scott og Joel McCrea – der tager på en sidste opgave sammen. Peckinpah foretog adskillige omskrivninger af det oprindelige manuskript og indsatte bl.a. sin fars karaktertræk i Joel McCreas figurs stolte personlighed. Samspillet mellem de to stjerner slog gnister, og filmens barske, men alligevel hjertevarme tone samt den dybt rørende konklusion gjorde den til et uventet hit. Randolph Scott var så glad for resultatet, at han besluttede at standse sin karriere med den i bevidstheden om, at det sandsynligvis var den bedste film, han nogensinde ville være med i. “Ride the High Country” er Peckinpahs første mesterværk og danner smukt en overgang fra John Fords klassiske film til de mere moderne værker.


Major Dundee (1965)

”Don’t get yourself killed… That would inconvenience me.”

Hvor “Ride the High Country” havde været en forholdsvis gnidningsfri oplevelse for Peckinpah, så markerede “Major Dundee” begyndelsen på ganske andre tider. Takket være den forrige films succes kunne Peckinpah tiltrække stjerner som Charlton Heston til dette epos om den næsten selvdestruktive majors kamp mod nogle brutale indianere. Konflikterne hobede sig op fra starten: Alle var uenige om filmens tone, de fysiske forhold var uudholdelige og budgettet langt mere skrabet, end hvad Peckinpah havde fået lovet. I frustration drak han tæt under optagelserne, fyrede ustandseligt folk over bagateller og hånede alt og alle. Efter en særdeles grov tilsvining blev det til sidst for meget for Heston, der trak sin sabel og red direkte mod Peckinpah med klingen hævet i luften. Peckinpah forstod den rasende Hestons alvor og fik hurtigt skaffet sig udenfor rækkevidde. I sidste ende klippede studierne en time ud af filmen mod Peckinpahs ønske, men selv i skalperet form er den dog stadig et ujævnt, men spændende værk.


The Wild Bunch (1969)

”C’mon, you lazy bastard.”

“Major Dundee” blev en kritisk og kommerciel skuffelse, og de følgende år blev en prøvelse for Peckinpah. Han fik dog atter chancen med “The Wild Bunch”. Under et privat møde lovede han højt og helligt vennen L.Q. Jones, at han havde lagt stilen om og fra nu af ville han behandle folk med mere venlighed og større respekt – øjeblikkeligt efter ringede telefonen med dårligt nyt, og Peckinpah snerrede irriteret ”Hvad? Din bevidstløse fisse!” ned i røret.

Alligevel blev “The Wild Bunch” trods alt en mere kontrolleret optagelse, og Peckinpah brillerede med filmen. Historien følger en gruppe hårde lovløse mænds tiltagende desperate forsøg på at holde ud, mens det gamle western må vie for moderne tider. Filmen tiltrak sig ikke mindst opmærksomhed for de brutale shoot-outs, hvori Peckinpah opfindsomt anvendte slow-motion til at forstærke effekten og næsten opløse tiden. Filmen blev mødt med voldsom kritik over dens voldelige scener, men med den moralske forargelse bag os er det endnu tydeligere i dag, hvilket formidabelt og hjerteskærende værk filmen er. “The Wild Bunch” er da utvivlsomt også en af westerngenrens allerstørste mesterværker.


The Ballad of Cable Hogue (1970)

”Since I cannot rouse heaven I intend to raise hell.”

“The Wild Bunch” havde givet Peckinpah tilnavnet “Bloddy Sam”, som sammen med hans fandenivoldske adfærd kom til at følge ham resten af karrieren. Langt fra alle hans film var dog bloddryppende, og en af undtagelserne var “The Ballad of Cable Houge”, der med en sødmefyldt og sørgmodig tone lå langt væk fra “The Wild Bunch”. Jason Robards påtog sig overbevisende rollen som den charmerende slyngel, der finder en hidtil ukendt vandkilde – og dermed også kilden til en formue. Optagelserne blev dog plaget af dårligt vejr, og mens holdet måtte vente i dagevis på, at regnen standsede, brugte Peckinpah og den ligeledes tørstige Robards dagene på at drikke igennem og slås indbyrdes. Filmen blev dårligt modtaget, og Warner Bros. trak den hurtigt ud af biograferne og sikrede dermed endegyldigt dens fiasko. Den beslutning gjorde Peckinpah så harm, at han – da han ved en senere lejlighed skrev til “Godfather”-instruktøren Francis Ford Coppola – tilføjede ”Hvis du har nogen mafia-kontakter, må du gerne give dem videre til mig. Jeg vil gerne tegne kontrakter på et par Warner Brothers-folk.”


Straw Dogs (1971)

”This is where I live. This is me. I will not allow violence against this house.”

Med det seneste flop rykkede Peckinpah teltpløkkerne til England, hvor han påtog sig den filmatisering, der skulle blive til “Straw Dogs”. Dustin Hoffman spillede hovedrollen som den amerikansk matematiker, der flytter til det landlige England med sin kone blot for at blive tiltagende terroriseret af de lokale. Til sidst eksploderer stridighederne i et voldeligt opgør, da deres hus bliver belejret, og den milde mand opdager sit egen potentiale for vold. Peckinpah, der selv havde adskillige fejlede ægteskaber bag sig, bragte autencitet til forholdet, der alligevel – eller måske netop derfor – blev mødt med en storm af protester. De gjaldt ikke mindst den rystende scene, hvor Hoffmans kone udsættes for en særdeles brutal og tvetydig voldtægt. At filmen sætter så mange følelser i gang er dog en del af dens styrke, og i sidste ende er det ikke kun Hoffmans karakter, men også publikum, der bliver konfronteret med deres egen primitive hævntørst – hvilket utvivlsomt også forklarer, hvorfor så mange reagerede stærkt imod filmen. Sandheden er som altid ilde hørt.


The Getaway (1972)

”It’s all a game!”

Efter en svingende succes havde Peckinpah brug for en kommerciel succes, og da Steve McQueen forslog filmatiseringen af “The Getaway”, slog Peckinpah omgående til. Fortællingen om parret, der må flygte fra både politi og forbrydere, var Peckinpahs mindst personlige film siden “The Deadly Companions”, men hvad filmen mangler i indlevelse, kompenserer den for med ren underholdningsværdi, og med den satiriske tone og medrivende biljagter er den en uimodståelig gang eskapisme. Peckinpah begyndte atter at drikke tæt, men det lod ikke til at påvirke arbejdet. Stjernerne McQueen og Ali MacGraw begyndte en affære under optagelserne, og hun endte med at forlade sin mand til fordel for ægteskabet med McQueen. Filmen blev det største hit i Peckipahs karriere, men samtidig begyndte hans hårde livsførelse med sprut og lange nætter også at slide på instruktøren, der så tiltagende hærget ud, og som havde voldsomme humørsvingninger.


Pat Garrett & Billy the Kid (1973)

”When are you going to learn that you can’t trust anybody, not even yourself?”

Peckinpah var begejstret over atter at vende tilbage til westerngenren, og på trods af hans skrantende helbred satte han alt ind på at gøre “Pat Garrett & Billy the Kid” til sit største epos. I rollen som Billy the Kid castede han Kris Kristofferson, mens filmens egentlige hovedrolle som Pat Garrett gik til James Coburn, der her laver sin karrieres vel nok største præstation. Bob Dylan leverede musik til filmen og spillede også en mindre rolle. På trods af et fremragende udgangspunkt blev filmskabelsen dog mødt med en lang række skuffelser. Peckinpah, der så filmen som et poetisk og reflekterende værk, kom i konflikt med producenterne, der reelt ønskede en “Wild Bunch 2” med talrige shoot-outs. I frustration viste Peckinpah sin lange udgave til Martin Scorsese, der erklærede, at den var et mesterværk. Lige meget hjælp det dog, og filmen blev slagtet med en grotesk nedklipning, der reducerede dele af den til ren volapyk. Ikke overraskende floppede den. “Pat Garrett & Billy the Kid” er dog siden blevet genskabt til, hvad der formodentlig bliver det tætteste, vi kommer på Peckinpahs oprindelige intention, og i den udgave er den et formidabelt værk.


Bring Me the Head of Alfredo Garcia (1974)

”You guys are definitely on my shit list!”

Oplevelsen med “Pat Garrett & Billy the Kid” havde været en kæmpe skuffelse for Peckinpah, der i stedet kastede sig over lavbudget-filmen “Bring Me the Head of Alfredo Garcia”, der blev optaget i Mexico. I et usædvanligt valgt gav han hovedrollen til vennen og skuespilleren Warren Oates, der ikke just lignede en Hollywood-stjerne, men som måske netop derfor bragte en særlig nærhed til filmen. Han spiller rollen som en tidligere soldat, der via en dusør får en sidste desperat chance for succes. Oates baserede rollen på Peckinpah selv i sådan en grad, at han endda bærer hans solbriller i filmen, og hans væselagtige udseende og filmens klæberige frastødende omgivelser giver den en unik fremtoning. Samtidens modtagelse af filmen var stærkt del, men tiden lader til at have arbejdet til dens fordel, og mange regner den i dag for Peckinpahs sidste mesterværk.


Cross of Iron (1977)

”I believe God is a sadist, but probably doesn’t even know it.”

Peckinpahs mangeårige alkoholmisbrug havde været en belastning, men han fandt løsningen i kokain, der gav ham den samme tilfredsstillelse uden spruttens bivirkninger. Det var i hvert fald, hvad Peckinpah umiddelbart troede, men inden længe slog bivirkningerne fra kokainen igennem og gjorde det endnu vanskeligere for at ham at fungere. Den sidste gnist inden lukketid skulle blive krigsfilmen “Cross of Iron”. Inden da havde Peckinpah afvist at instruere både “Superman” og genindspilningen af “King Kong”. Som noget usædvanligt for krigsfilm følger “Cross of Iron” de tyske soldater under kampen i Rusland under anden verdenskrig. Historien centrerer sig om den hårdkogte Sergent Steiner, der kommer til at arbejde under den sleske Kaptajn Stransky, der kun er interesseret i egen hæder. Filmen viser nogle duperende kampsekvenser og virkelig flot kameraarbejde, og dens eneste rigtige svaghed er den temmelig abrupte slutning, der skyldes, at holdet løb tør for penge, hvilket tvang Peckinpah til at improvisere noget hurtigt. “Cross of Iron” fik en jævn modtagelse i USA, men var et stort hit i Europa, og bl.a. Orson Welles roste den for at være en af de bedste anti-krigsfilm nogensinde lavet.


Convoy (1978)

”Piss on you, and piss on your law.”

Kokainmisbruget gjorde større og større indhug på Peckinpah, og det var måske en medvirkende årsag til, at han påtog sig at stå bag andenrangsfilmen “Convoy”, der var baseret på en populær sang. Det kombinerede misbrug af stoffer og sprut havde i mellemtiden gjort Peckinpah tiltagende paranoid, og i perioder nægtede han slet og ret at forlade sin trailer, selvom alle var klar til at filme. Hans tidligere talent var borte, og selvom han var klar over, at manuskriptet var noget skidt, var han ude af stand til at gøre noget ved det. Samtidig havde han begået den fejl at caste Kris Kristofferson og Ali MacGraw, og selvom de havde fungeret fint tidligere i mindre roller, så kunne ingen af dem bære en hovedrolle. Filmen tjente pænt, men Peckinpahs rygte var totalt ødelagt. I 1979 fik han et hjertetilfælde, men overlevede mod alle odds med en pacemaker. Han blev udskrevet fra hospitalet og styrede øjeblikkeligt mod den nærmeste bar, hvor han beordrede en drink, skyllede den ned i en mundfuld og omgående faldt om. Hans venner løb til hans undsætning blot for at finde ham liggende på gulvet, hylende af grin over deres reaktion på hans practical joke.


The Osterman Weekend (1983)

”The truth is just a lie that hasn’t been found out.”

Peckinpahs renommé gjorde det vanskeligt for ham at finde arbejde de følgende år, og ivrig efter et meningsfuldt job og stadig påvirket af sit forsatte kokainmisbrug begik han den fejl at sige ja til et instruktørjob, som han formodentlig burde have holdt sig langt fra. “The Osterman Weekend” handler om et anspændt møde, hvor alle mistænker alle andre for at være spioner, men Peckinpah var stærkt utilfreds med manuskriptet, som ikke giver frygtelig meget mening. Alle hans forsøg på at lave ændringer blev dog afvist, og på grund af et ekstremt skrabet budget blev alting lavet i en fart. Det var dog lykkedes at lokke skuespillere til, som var ivrige efter at arbejde med Peckinpah, og navne som Rutger Hauer, Burt Lancaster, John Hurt og Dennis Hopper accepterede at medvirke for beskedne summer. Ligesom “Convoy” var resultatet en noget flad omgang, der langt fra var på højde med Peckinpahs tidligere arbejde, men som dog stadig har et par enkelte effektive stunder.

De sidste år af hans liv var Peckinpahs helbred svigtende, og selvom han blev ved med at arbejde, så indhentede hans livslange hårde livsførelse ham omsider den 28. december 1984, hvor han atter fik et hjertetilfælde og udåndede i en alder af blot 59 år. Hans lig blev kremeret og asken spredt ud over Stillehavet nær Malibu, hvor han ofte havde opholdt sig.

I en tv-mindeudsendelse deltog livslange venner såsom James Coburn, Don Sigel, Brian Keith, L.Q. Jones og Jason Robards, og de fortalte passioneret ikke blot om, hvor hård og kamplysten han havde været, men også om hvilken varme, venlighed og sårbarhed, han havde udstrålet i sine stille stunder. L.Q. Jones fortalte om opleverne på “The Ballad of Cable Hogue”. Pludselig standsede han, kiggede rundt i rummet og tilføjede så med et listigt ulvesmil: ”God’s gonna be sorry, folkes”.

Læs også de tidligere Filmz Classics-artikler:

Filmz Classics: Akira Kurosawa – sværd, blod og poesi.

Filmz Classics: Federico Fellini – den italienske maestro.

Filmz Classics: Carl Th. Dreyer – Dansk films store geni.

Filmz Classics: Orson Welles – Den store mand.

Gravatar

#1 filmz-ab 13 år siden

Uh, har næsten lige genset The Wild Bunch, og den er stadig forbløffende og indeholder de bedste actionsekvenser, og det er ret tydeligt, at John Woo har hentet meget af inspirationen her. Jeg kan ikke pege på en ældre western der er mere medrivende skruet sammen. Klimakset er en historie for sig..
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
Gravatar

#2 BN 13 år siden

a@babo (1) skrev:
Uh, har næsten lige genset The Wild Bunch, og den er stadig forbløffende og indeholder de bedste actionsekvenser .... Jeg kan ikke pege på en ældre western der er mere medrivende skruet sammen.


Enig. Det kan JEG heller ikke. Og så indeholder den også den bedste powerspeech, nemlig da William Holden skal overtale sine mænd til at kæmpe mod mexicanerne. (se min tekst)
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/
Gravatar

#3 filmz-ab 13 år siden

hehe! Jeg er ellers ikke så meget til Sergio Leone's westerns, som hele kloden er, men denne her.....ja tak!
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
Gravatar

#4 kinghans 13 år siden

Convoy rules da
Gravatar

#5 Tenebrae 13 år siden

Interessant og informativ artikel, der lige gav mig lyst til at se The Wild Bunch igen-igen ;-)

#Benway: hvor hører Junior Bonner og The Killer Elite, Peckinpahs to andre spillefilm, til i spektret af gode og dårlige film fra Bloody Sams hånd? Det er jo de to eneste af hans færdiggjorte spillefilm, som du ikke har gennemgået.
De Gnavne Filmnørder www.dgfn.dk / TheHorrorQuiz www.thehorrorquiz.com
Gravatar

#6 Benway 13 år siden

#5 Tak for det. Killer Elite er omtrent på niveau med The Osterman Weekend dvs. nogenlunde underholdende, men slet ikke på højde med Peckinpahs bedste. Junior Bonner er lidt ujævn men alt i alt ganske hæderlig, og er i hvert fald tydeligvis en film han har følt meget mere for.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Gravatar

#7 zombieman 13 år siden

både wild bunch og straw dogs hører til på min personlige top 100 og Straw dogs kan såment snige sig op på top 20
Lick my plate you dog dick
Gravatar

#8 filmz-Claudius 13 år siden

Tja, både "Straw Dogs" og "Cross of Iron" er usædvanligt blodige film. Eller var i sin tid. Har dog altid godt kunnet lide "Convoy", men måske havde jeg bare den rigtige alder, første gang jeg så den. "Pat Garrett and Billy the Kid" er udødeliggjort af Dylans "Knocking on Heaven's Door", som på grusom vis bruges til at gøre Billys død så sørgelig som muligt.

Men man må sige, at historiens gang har frikendt Packinpah fra mange af de ting, han i sin tid blev beskyldt for. Blodet tjener et formål i hans film, og falder svært at påstå, at filmene forherliger vold - dertil illustreres volden som alt for afstumpet og barbarisk af Packinpah.
http://www.newsweek.com/2010/04/30/why-i-hate-3-d-and-you-should-too.html

Skriv ny kommentar: